[Katrine Bach Skovmand]

Sådan en ville jeg også gerne have. Kroniske nervesmerter er meeegatræls når man helst vil være gazelle.

God rejse ud i kropslig visdom 😊

[Katrine Bach Skovmand]

Jeg kender det rigtig rigtig godt!

Og jeg har arbejdet en del med det, fordi jeg fik en stor hjernerystelse i 2021 , som jeg stadig døjer med efterslæbet af. Jeg er en yderst pligtopfyldende ildsjæl, som knokler for det jeg brænder for, men jeg har været nødt til at sige, at jeg kun kan knokle det jeg kan. På et tidspunkt må det være godt nok, og kloden drejer rundt uanset. Det er ikke mit ansvar, at der ikke er ansat andre end mig til det, jeg laver, og det er ikke mit ansvar at det hele kører rundt.

Det min sygemelding og uvisheden lærte mig var, at jeg gerne må være i verden alene af den grund at jeg er sat i verden. Jeg behøver ikke at have indflydelse på den og gøre en forskel. Jeg må gerne bare bære anonym borger i byen og passe mig selv og min kaffekop uden at redde alle dem, som ikke ved at jeg synes at de skal reddes…bum.

Jeg har det også lidt svært med det, for jeg elsker mit arbejde og jeg elsker at være ildsjæl. Men jeg prøver at ildsjæle i perioder af gangen og så gøre noget andet andre perioder. Og det der tit sker i de andre perioder er, at andre griber bolden og ildsjæler for mig. Så er vi flere om at bære, og det er rigtig dejligt.

Det er bare et arbejde. Andre har også en interesse og dovnetid. Vi må godt bare trække vejret uforstyrret.

Lidt hælden ud af mit øre.

Hilsen en, som øver sig 😀

[Katrine Bach Skovmand]

Kære Sofie

Du lander igen ❤ lige nu er det bare virkelig hårdt.

Jeg er selv lige blevet skilt i januar med tre børn på 10, 13 og 17 i en ret atypisk skilsmisse efter mange års polyamourøst forhold (som børnene ikke har opdaget). Min mand har haft en kæreste ved siden af i flere omgange (jeg huskede at leve livet vildt som teenager, og han fik mig som første kæreste i første hug, mens han stadig boede hjemme som 23årig, så jeg gav ham lov), og nu er vi så blevet enige om, at de to passer bedre sammen og jeg har efterfølgende været heldig at finde en sød fyr.

I processen som kone i hans stormfulde kærlighedsforhold har jeg stille og roligt besluttet mig for at være en supertanker, som stille og roligt holdt min retning uanset hvordan søen omkring mig stod. Jeg har sat mig ned og skrevet hvordan jeg gerne ville have det. Mine værdier, mine ønsker for livet, og så er jeg gået benhårdt efter det.

Jeg ønsker mine børn en tryg opvækst med mange voksne, som holder af dem. Så jeg er gået benhårdt efter en god relation til min eksmand. Jeg kalder ham med vilje min bedste ven (også selvom der virkelig ikke altid har været grund til det!!!). Ord skaber hvad de nævner. Jeg nyder, at hans kæreste henter vores søn på 10 hos mig og løbetræner med ham, for det er en gave, at han får det med. Og nu planlægger vi sommerferie sammen, ungerne og os 3 voksne. (Min kæreste kan af forskellige årsager ikke tage med)

Med så små børn, som du står med, så ville jeg personligt gå benhårdt efter en så nem hverdag, som muligt. Sæt barren lavt og gør den gode stemning til det vigtigste. Og styr så efter hvordan du ønsker at det skal være om 5 år. Og tag resten med ophøjet ro.

Det er meget nemmere sagt end gjort, men det er alt for hårdt at koncentrere sig om hvert eneste bølgeskvulp. Med de lange briller på kompasset er det meget nemmere at holde retning.

Jeg aner ikke, om du kan bruge min plapren til noget som helst, men det jeg ville sige er, at solen bliver ved med at skinne. Man skal bare stikke snuden op mod den engang i mellem og nyde de små glæder på ruten. Og så må man kravle op af hullerne når man dumper i dem. Græde når man skal og grine når man ikke kan lade være.

Jeg tror på dig ❤ gå med kærligheden og husk at få søvn nok

Kh Katrine, som er torsk til at komme i seng og derfor fejler lidt for meget på den konto 🙈

[Katrine Bach Skovmand]

Jeg har studeret et år i England. Det gik som lyn og torden og da Skype var opfundet havde jeg lagt bedre kontakt med mine forældre i det år, end jeg har haft både før og siden.

Jeg er sikker på at de reagerer på tanken om savn. Det ville jeg imødekomme ved at sætte ord på det, sætte tid og penge af til at de kan komme på besøg. Del dine tanker og planer med dem. På den måde for du også givet dem et forbillede i at man kan opsøge nyt, være nysgerrig og have mod til at stå på egne ben.

Og så ville jeg helt klart trække børnebørnskortet og sige, at det er muligt nu, inden der kommer småkravl til, som man gerne vil se vokse op.

Afsted med dig! Ja, det gør måske lige ondt nu, men de vil opdage at det år hurtigt er smuttet..