Noget af min historie.

Noget af min historie.

 

Umiddelbart virker jeg jo rimelig selvsikker. Glad udstråling, positiv indstilling og “sikker i sadlen”, som en engang sagde til mig. Jeg har aldrig redet. Min bedste veninde red, men jeg var IKKE en ridepige. Nænej. Jeg havde alt for travlt med at skulle se godt ud, lytte til det rigtige musik og holde mig i sporet på alt det omverdenen dikterede var det rigtige, for en storby pige som mig.

Mit store ønske var at blive børne-psykolog. Allerede i 8. klasse manifesterede jeg det fremtidsscenarie på en smukt farvelagt side i min dagbog. Jeg skrev dagbog. Det gjorde min storesøster, og hende så jeg op til. Hun kunne noget med ord. Uanset hvor meget jeg forsøgte, nærmede jeg mig ikke hendes streg. Hun havde nogle digte liggende i sin skuffe, og jeg husker at jeg tænkte, “hvorfor er jeg ikke så dyb.”

Skolen var aldrig et problem. Eller rettere skolerne, tror måske jeg er den pige i København, som har flest skoleskift bag mig. Og dette var ikke grundet mistrivsel eller dårlig opførsel. Tværtimod. Jeg skovlede flidspræmier, kammeratskabspræmier, topkarakterer ind, uanset hvor jeg kom frem. “Den perfekte skolepige.” Det er i sig selv ganske alarmerende, når jeg tænker på den store utryghed jeg oplevede på hjemmefronten. Vi levede et nomadeliv! Og i det nomadeliv var der, som en del af jer ved, voldsomme traumer. Jeg har simpelthen besluttet mig for, at det ikke skal fylde for meget i mit liv, og heller ikke på denne side.

Når det så er sagt, har mit liv på grund af det og indtil i dag, og sikkert også fremover været præget af forfejlede overlevelsesstrategier, begrænsende overbevisninger og tossede mestringsstrategier.

Forskellen er bare, at jeg med denne side, dette skriv, vil lave et manifest og et fællesskab, hvor vi støtter hinanden i, at være så tæt på den sande version af os selv. Jeg ved, at det lyder fortærsket og frelst, siger en stemme i mig, MEN det vil jeg skide på, for jeg ved at det virker!

Mine traumer involverer ikke min mor. Hun har selvfølgelig været pisseirriterende og påståelig, og sat spor, som vi i dag, er blevet klogere på ikke er anvendelige. MEN, hun har ALTID været mit faste anker her i livet. Min mors kærlighed er ubetinget. De andre har jeg tilgivet. Det lyder let, men det kostede mig et år i helvede og et nyt livsperspektiv, som gav mig indsigt i hvor ubarmhjertig ens psyke kan opføre sig, når den ikke bliver hørt.

Desværre fik jeg også forståelse for de mennesker, som i dag ikke ønsker at være her mere. Ingen, andre end min mor kunne hjælpe, og jeg forlod psykiatrien med en pille og en studerendes ord, som via en opslagsbog, kunne fortælle mig, at jeg nok havde fået kronisk angst og posttraumatisk stress. I dag ser jeg ikke min far, og der er en del andre, jeg godt ville have nået at gi` en røvfuld, inden de tog herfra. Nok om det! Jeg må tilbage til min livslinje, men læseren må forberede sig på at der kommer mange afhoppere. Jeg har meget på hjertet, og mit mål er også her, bare at lade ordene flyde fra hjertet, uden skolelæreren i ryggen.

JEG ville være børnepsykolog. Du har sikkert allerede gættet hvorfor, og det er i det fleste tilfælde også sandheden. “Folk der arbejder med andres problemer…” du kan selv fuldføre sætningen. Men jeg blev ramt af præstationsangst. Det er fandeme ikke sjovt. Hver gang jeg drømte om fremtiden kom hammeren, blokeringen og usikkerheden. Jeg hoppede fra gymnasiet allerede efter 3 semestre, tror jeg nok. Min begrundelse var, at dem i min klasse var umodne, og slet ikke politisk engagerede. De lyttede vist også til den forkerte musik. Jeg havde jo valgt Metropolitanskolen, i dag det Fri, fordi den var rød og rebelsk. Det passer ikke. Det var fordi jeg gik fra et snit på meget højt til et lidt under middel. Ligesom de fleste andre i min klasse.

Husker at jeg var pissebange for mine tysk og engelsklærere som KUN talte tysk og engelsk. Og for ikke at fjumre rundt, blev jeg ansat som støtteelev på Platangården i Vordingborg. Et opholdssted for unge med psyko-sociale problemer.

Her lærte jeg mange skæbner at kende. Blandt andet Christian, min nabo, som holdt mig vågen om natten med tonerne fra Led Zeppelins “Going to California” og “Whole lot of love.” Han havde taget så meget lightergas, at han kunne stå op, og uanset hvad han lavede, falde i søvn. Det oplevede jeg gentagne gange, men første gang på en stige i et pulterrum. Han faldt ned, og væltede alt omkring sig. I dag er jeg stadig vild med Led Zeppelin, og jeg lærte, at jeg kunne tale med alle at jeg var pissegod til at hjælpe andre menneskers med problemer!!!!

Jeg fuldførte en HF i samme tidsrum som gymnasiet. Det gik godt, og var foreneligt med mine småjobs og vilde byliv i weekenderne. Præstationsangsten var dog kommet for at blive, og jeg undgik den ved ikke at stile så højt, så det blev “bare” en socialpædagog-uddannelse, i stedet for den kliniske psykologi.

Inden da havde jeg også lige været forbi skolen i Charlottengården, dengang en skole for børn med MBD, senere DAMP, og i dag ADHD. Skolelederen sagde til mig at jeg var den bedste pædagog han længe havde set, og dette på trods af min unge alder, og manglende uddannelse. Så den lå lige til højrebenet, og så kunne jeg jo altid bygge ovenpå bagefter, lovede jeg mig selv, også på den farvelagte side i min dagbog.

Generelt elskede jeg mine år på seminariet. Jeg sugede alt til mig. Skrev speciale om sorg, gik efter de hårdeste områder i praktikken. Og forsatte efter turbulente eksamener, med min blomstrende perfektionisme, en indre kritiker og en del angstanfald under den skriftlige eksamen med et tårnhøjt snit, og så fede udtalelser, at min verden lå åben.

Jeg red på bølgen, arbejdede først i et surrogatfængsel for unge, blev truet med kniv og senere som leder på et fritidshjem på Rådmandsgadeskole. Jeg var Københavns Kommune yngste institutionsleder. 26 år.

Jeg kunne det hele i hovedet, og set i bakspejlet intet i kroppen. Og så endda i det mest udsatte område i København. Mjølnerparken. Og mens mine jævnaldrende gik til jazzballet og venindesludder, stod jeg til møder om Hizb ut-Tahrir i Nørrebrohallen. Jeg passede på Omar, som senere hen blev skudt på grund af terrorisme i Krudttønden, og indberettede, det hed det dengang, i dag hedder det underrettede, alt den råhed og mistrivsel jeg stod i til et socialkontor med Danmarks højeste sygefravær og bunker med børnesager, som hobede sig op, og i værste fald aldrig blev læst. Jeg kunne det hele mens jeg stod i det, men jeg havde slet ikke kroppen med. Alt foregik i hovedet. Jeg mærkede alt og alligevel intet.

Så begyndte min nedtur. Det var den morgen hvor jeg efter en Ice Cube koncert i den grå hal kom hjem og så en 1. klasse dreng komme gående med en pose øl over Nørrebrogade. Jeg går ind til kioskejeren, og spørger hvorfor han sælger øl til en mindre årig kl. 04.00 om natten. Halvfuld.

Vågner op. Laver en underretning, og står en måned senere med en mor, som fik tvangsfjernet sit barn, mens hun falder mig om halsen og spørger “hvad så med mig??

Det kunne jeg slet ikke tænke på, og efter 10 dage på de Kanariske Øer med fest og farver, og manglende søvn, startede mit livs nedtur. Lige der i flyveren, flere kilometer over fast grund, trådte jeg ind i et irrationalt mareridt som varede i flere måneder. Jeg var invalideret af angst i flere måneder og kunne knap nok gå udenfor. At gåturene senere hen skulle blive min redning i alle krisesituationer, var på daværende tidspunkt lige så umuligt at forstå som det faktum, at psyken uanset hvad er selvregulerende, og at alt er foranderligt.

Det havde jeg skrevet på en lille lap som lå i min lomme, og som senere hen altid har fulgt mig. Jeg kommer til at tænke på min hund, Lunte, som altid elskede at gå tur, men pludselig begyndte at gemme sig under sofaen. Han skulle bare ikke ud med mig. Han kom jo ALDRIG hjem. Puuuuh. Nok om det! Du kan ikke mærke det, men den her tid er godt nok svær for mig at genbesøge. Konklusionen på hele det hele var, at jeg ikke skulle tilbage til pædagogfaget. Det fik jeg i samarbejde læger, psykologer og rådgivere underskrift på.

De mente dog, at jeg var værd at satse på ,så på en eller andet måde fik jeg godkendt en certificeret terapeutuddannelse på 4-årig. Er I klar over hvor svært det var. I dag ville det være udelukket. I dag kan du få et buschaufførskørekort, hvis du er rigtig heldig. De mangler i hovedstaden!!! Hvorfor mon?? Jeg fandt uddannelsessted og blev optaget, men var i mellemtiden flyttet til Solrød med Sarahs far, og Solrød Kommune indvilligede ikke i at betale den uddannelse. Mit tæppe blevet revet væk under mig, og det tætteste jeg kunne komme på mit mål var en HR-ledelse på Copenhagen Buisness school.

Den her niche var ikke noget for mig, men jeg klarede mig igennem til perfektion. Og faktisk også i rimelig balance. Måske fordi jeg blev gravid og det havde mit største fokus. Der var en herre på, som var lidt skeptisk overfor mine resultater, hvilket han MÅTTE offentliggøre efter jeg fik 11 i endnu en aflevering. Men han blev hurtigt affejet af underviseren, som fortalte at jeg altid havde størst fokus på det menneskelige perspektiv, og at fremtidens ledere ikke KUN skulle fokusere på økonomi, men også de menneskelige ressourcer, deraf HR. Ja, det er ved at være længe siden.

Fuuuuuck, folk ville frem! MEN deres livsindstilling, Balanced Scorecard og forfejlede opfattelse af det offentlige (som da bare skulle have døgnåbent, så de kunne arbejde 24/7, mens Danmark passede deres børn) førte mig direkte tilbage hvor jeg kom fra. TIL PÆDAGOGFAGET. Denne gang med den skønneste pige og et forlist parforhold bag mig. Det forhold skulle senere hen bringe mig mange bekymringer og frustrationer, både økonomiske og personlige, men den historie må i få en anden gang.

Jeg var tilbage i pædagogfaget med en viden, indsigt og et genopbygget skjold, der kunne holde den skarpeste kugle ude. Jeg havde jo arbejdet med mig selv. Jeg var uddannet stresscoach, jeg havde taget den fedeste mindfulnessuddannelse hos en canadisk pige i Nansensgade, og så var der alt min egen-terapi og selvudvikling, bøger, kurser og retreats. Jeg var med andre ord grounded, zen og i low arausal, og dette langt inden familien Danmark anede hvad det betød. Jeg var PARAT! Og denne gang trådte jeg ind i feltet som mor, med et godt kendskab til mine stress-signaler og et alarmberedskab som ringede allerede inden jeg næsten følte noget. Det kunne ikke gå galt og, HVIS så trak jeg stikket.

Sådan gik årene. Jeg gik fra job til job. Jeg var nysgerrig og jeg gjorde mit bedste, men systemer, procedurer og politiske beslutninger vanskeliggjorde en professionel indsats og jeg måtte stoppe. Jeg følte til tider, at jeg råbte under vand, for en ting er sikkert. Jeg stoppede ikke med at råbe. Og tro mig, det har kostet en del at stikke næsen frem, men hellere det end lade stå til.

Mit sidste job var på en behandlingsskole. Omsorgssvigtede børn med diagnoser som ADHD, tilknytningsbesvær og angst. Og JOV, ADHD findes som diagnose, men det var ikke diagnosen der fyldte her. Det var svigt. Både fra forældre og systemer. Børnene var udadreagerende og selvdestruktive. Og der var ikke en dag uden uforudsete ud-og sammenbrud. Både internt i børnegruppen men også rettet mod os voksne. Skolens miljø var en tikkende krigszone. Børnenes indre og interne dynamikker var så eksplosive, at hele huset emmede af dårligt psykiske vibes.

Her var børnene. Hverdag. I 8 timer. Omgivet af et meget dygtigt personale, som kastede al sin professionalisme og overskud på de enkelte børn, og når der endelig var hul igennem, sendte systemet dem videre til flere nederlag. Det var håbløst. Succesraten var alt for lav.

Jeg blev i små perioder ængstelig, men jeg havde værktøjer til at styre tankerne og skifte tilstand. Jeg fik uro, men jeg gik en tur med hunden og lindrende podcast i ørene. Jeg fik så store smerter i kroppen og endte til sidst hos en REUMATOLOG, som bad mig om at sygemelde mig med det samme. Når jeg ikke lyttede til min tanker, så skulle min krop nok RÅBE op, og det gjorde den så sandelig!! Jeg havde betændelsestilstande flere steder, og fik lagt blokader for overhovedet at komme gennem julen. Men det værste var næsten, at

JEG IKKE MÅTTE GÅ!!

Jeg sidder på Facebook. “Vil du drikke en kop kaffe”. “Ja, tak” og herfra tog det fart. Det har det altid gjort med min drengs far. “Han var kronisk stresset, og det havde han været siden han var barn”, fortalte hans mor mig. Jeg kom fra et udpint forhold, hvor træthed og indesluttethed, også på grund af en Sclerose diagnose, var blevet hverdag. Så jeg nød når “Gaffa”, navnet på vores daværende bil, drønede rundt om hjørnet til vores gade, med en lethed og høj musik.

Jeg levede efter opskriften: Nu kommer Jimmy med god energi. Og nu går Jimmy, så jeg kan være mor.

De næste, meget hurtige skridt, var Sarah. Hvordan tacklede han hende?? Han udmærkede sig på samtlige punkter. Det er jo aldrig let, men han navigerede så fint i det hele. Hans ligefremme og ubekymrede væsen gav os energi, og han var på trods af nogle lidt sort/hvide overbevisninger meget let at elske. Jimmy var eller rettere ER hjælpsom, modig, sjov, fordomsfri, som i meget fordomsfri, og han er hamrende loyal over for alt han elsker og respekterer. Jeg husker, at det irriterede mig, at han aldrig bagtalte og kritiserede andre. Ikke engang i vores lukkede enhed. I dag sætter jeg stor pris på det. Han er reflekterende, og kan stå op for sig selv. Han er ligesom mig god til at tale med alt og alle, men til forskel fra mig sker det kun når han gider! Han er med andre ord, og til forskel fra mit forrige forhold, EN MAND. Tro over for sig selv. Og bedst af alt “you see what you get”-typen. Det var befriende, især fordi jeg fra Sarahs far, altså “manden med jakkesættet, der troede at han pissede over naboen hæk, men i virkeligheden blot tissede på hans egne sko”-typen. Nåh, men den historie må i stadig vente med.

Men lige så kærlig, begejstret og hengiven Jimmy var lige så rastløs, opfarende og utålmodig var han, Der er kommet meget mere balance i de indre modsætninger gennem årene. Og vi er faktisk nået til et sted, hvor vi som familie aldrig har fungeret bedre. Jimmy er verdens bedste far, og min bedste ven nogensinde. Og bare for en god ordens skyld, skal jeg jo lige understrege, at der i et forhold er to til at danse tango. Jeg er sgu heller ikke for let, at leve sammen med. Men det må i altså tale med Jimmy om.

Jimmy og jeg er IKKE kærester længere. Vi har været on-and -off så mange gange, at det fra udenforstående ikke er til at følge med i. Det forstår jeg godt. Jeg har heller ikke lukket nogen ind, andet end min nærmeste familie, altså min mor og søster. De har været med mig hele vejen, og de ved hvor nem Jimmy er at elske. De har altid været gode til at se på det hele fra begge sider. For Jimmy er så pissegod for mig, men han har nogle svære issues.

Han ER ikke, men han HAR nogle svære issues, som vi har bokset med under alt glæden, alt drivet, og i hele vores fællesliv. Han er som voksen blevet diagnosticeret med ADHD, og har som følge af det har han haft et mindre hashmisbrug og været ludoman. Det vidste jeg godt fra start. Både hans mor, far og alle omkring mig talte åbent om det, fordi han for længst havde lagt det hele bag sig. Han havde gennemgået alverdens behandlingsforløb, holdt foredrag og endda arbejdet som socialpædagog i et belastet område i Sydhavnen, hvor misbrug netop var omdrejningspunktet. Men som de sortseende siger “engang misbruger! Altid misbrug….”, jeg skriver det ikke færdigt. For jeg tror ikke på det. Det lykkes heldigvis for nogle, at slippe helt ud af det, og det er mit største håb for Jimmy.

Nåh, men den 18. november kom verdens dejligste dreng til verden. Han var helt igennem en sund, stærk og opmærksom dreng. Han vejede næsten 5 kg. Da han blev født, tog det ikke mange sekunder for “Gumpen” at finde frem til min brystvorte, og med et sagligt udtryk sugede han nærmest livet ud af mig. Jeg elskede ham så højt, og når alle hans behov var tilfredsstillet, var han så let at begejstre. Han var den mest glade, kærlige og opmærksomme dreng jeg kendte. Men okay, som tiden gik, kunne han godt lide RIGTIG meget opmærksomhed! Og måske var han også lidt larmede, havde svært ved at udsætte sine behov og tålmodigheden kunne ligge på spidsen af en lillefingernegl. Og efterhånden måtte jeg indse, at han nok havde nogle symptomer på ADHD. Men ikke noget vi som familie ikke kunne leve med, når vi bare forstod at indordne os lidt under hans behov.

Jeg husker det ikke som en svær erkendelse. Kun at det var rigtig svært, at få omgivelserne til at forstå, at det ikke handlede om dårlig opdragelse, når han ikke ville blive siddende ved bordet eller når det var sværere for Silas, at vente på sin gave juleaften. Og min forfængelighed kom da også sommetider på prøve, fordi min perfektionisme overvældede mig. Jeg ville jo helst have, at det hele så ordentligt ud, og at min dreng ikke skreg i supermarkederne, og når vi skulle hjem fra legepladsen. Det havde jo altid været forældrenes EGEN skyld. De kunne jo bare holde fast, var min tanke inden jeg fik Silas. Men jeg blev klogere. Jeg lærte faktisk rigtig meget om mig selv, da jeg blev mor til Silas. Mine frustrationer gjorde mig stærkere og uovervindelig.

Langsomt ændrede normalen sig i vores hverdagsliv. Sarah havde fået en bror, som var mere krævende end andre, og jeg kæmpede med at fordele sol og vind lige. Hun skulle jo ikke “straffes” fordi Silas var krævende. Her hos mig var begrebet “skyggebarn” et skældsord. Jeg bryder mig ikke om det udtryk. Mine børn har haft forskellige behov, og dermed forskellige betingelser. Mine børn elsker den dag hinanden mere end jeg havde turde drømme om.

Jimmy var skubbet langt ud på et sidespor, og var max presset i familielivet. Og jo mere jeg dedikerede mig til børn, både job og privat, jo mere presset og opfarende blev han. Til sidst var vi enige om at flytte fra hinanden. Jimmys mor døde desværre efter mange års sygdom, og han overtog hendes andelsbolig i Borgergade.

Det gav et pusterum, og jeg slap for at føle mig som den sure Søby, som bare sad i sofaen og forsøgte at forhindre udbrud, ubalancer og dårlige vibes. Mine børn stortrivedes. Jimmy og jeg så meget til hinanden, og både Silas, Sarah og jeg fik alt den hjælp vi overhovedet kunne drømme om fra Jimmy. Silas elskede at være hjemme hos sin far. Her fik Silas, ifølge ham selv, MEGET bedre mad, og der er vist noget om snakken.

Men Jimmy fik også mulighed for at trække sig tilbage, og sov altid i sin lejlighed. Og her løb det af sporet. Han spillede. Og jo mere spillet fik overtaget jo mere stillede han op for familien. Jeg vidste intet. Det var et mønster, som jeg senere lærte at gennemskue. Hans dårlige samvittighed drev ham i armene på os, og i et forsøg på at dæmpe samvittigheden den fik vi den mest oplagte og overskudsagtige Jimmy. Ham vi alle elskede, altså lige indtil filmen knækkede, og blev afløst af utålmodighed og vrede.

Jeg arbejdede videre. Talte ikke rigtig med nogen i mit netværk. Jeg overhørte alle mine behov med en overbevisning om, at jeg gennem mit arbejde fik tilfredsstillet mit store sociale gen. Og, at når jeg lå på mit dødsleje heldigvis kunne tænke, at jeg ikke døde med en million, men jeg ville gå i graven rig på relationer.

Ja, det var sgu en af mine store livsløgne. Ægte relationer er støbt af gi´og ta´, og i ALT for lang tid, har jeg bare givet. Øst ud til højre og venstre. Af hele mig. Og i den her periode begyndte jeg faktisk, at føle mig lidt ensom, når jeg gik tur om søndagen. Men det var glemt når jeg faldt i søvn på sofaen, allerede når den velkendte intro-melodi til Barnaby passerede anden vers, og sådan var mit liv. Altså bortset fra fredag. Der holdt den store pose fredagsslik mig vågen et kvarter længere. Jeg så ingen veninder. Jeg ringede ikke til nogen, og svarede ikke på mine opkald, selvom de efterhånden var reduceret med lidt over 90%.

Men altså, hvad gjorde det. Mine børn var glade. De havde masser kammerater. Silas var startet i skole og alt gik fint. Lige indtil det ikke gik fint længere. Hans største tryghed, klasselæreren holdt op. Matematiklæreren var sygemeldt.

Det hele sejlede, som det jo gør i mange af de Københavnske folkeskoler og Silas begyndte at udvikle seperationsangst, og senere periodisk skolevægring. Han ville IKKE afleveres i skolen, og ingen hjalp os. Og nu startede mine hyppige sygemeldinger, og den mest træge vej gennem et system, som overhovedet ikke er gearet til børns mistrivsel, når der er 29 børn i klassen hvoraf 5 er inklussionsbørn, 3 er i Københavner-modellen, og det uddannede personale for længst har forladt matriklen. Silas gik under radaren, og alle vikarerne (ingen tvivl om at de gør deres bedste) synes, at han var den mest skønne sjove og kærlige dreng i klassen. Ja, for Silas ved godt hvordan man skal opføre sig, men efter en skoledag havde han været så meget på overarbejde, at han brød fuldstændig sammen herhjemme.

Mange børn med ADHD har travlt med at være rigtige, fordi de godt ved, at de er anderledes. Jeg bliver helt træt. Gider faktisk ikke at træde ind på det domæne. Det har været et ganske forfærdeligt forløb, og det gør mig ked af det på alle børns vegne i Danmark! Jeg har som mor råbt og skreget om Silas vanskeligheder fra han var 5 år. Jeg er ikke blevet hørt, og måtte efter flere år selv lave en underretning til Bispebjerg Hospital. Og så kom der skub i sagerne. Jeg vil bare afslutningsvis sige, at der er INTET så smertefuldt, som når ens barn ikke trives, og jeg kan med en stor knude i maven nikke genkendende til ALLE de historier om hvor dårlig Danmark er til at gribe sine børn. ØV!!!

“Du skal lige gå med mig”. Det var souschefen på min arbejdsplads, som stod med to store mænd bag sig. Jeg var ved at tage afsked med de sidste børn i klassen, og skulle til at afholde skole/hjem samtaler. “Jamen det kan jeg da ikke. Jeg har drøntravlt og kan ikke gå fra børnene.” Det skal du, sagde den højeste. Da jeg kom tæt på mig, sagde han at han var fra politiet. Jimmy var blevet anholdt, og de skulle ransage mit hjem. Jeg var i chok, og har i skrivende stund faktisk svært ved, at tilgive ham den sorg han lagde over vores familie. Men det måtte jeg. For vores børn, og med tiden også mig selv. Og som altid sov jeg på det, og gik ind i rollen som kvinden der klarede alt, også at besøge Jimmy op til flere gange under opholdet, både med og uden børn.

Jimmy blev dømt for at opbevare MANGE kg hash. Han havde IGEN, og uden min viden, men med min konstante tvivl, sat sig i gæld på grund af spil. Vi var ikke sammen mere. Men jeg støttede ham som en god ven og far til mine børn.

Selvfølgelig kom han ud meget tidligere end ventet. Selvfølgelig var Jimmy afholdt af samtlige fængselsbetjente, og selvfølgelig fik han friheder som ingen andre, fordi vores systemer er rigide, men klar til at forskelsbehandle, når man møder et samarbejdsvillig, omsorgsfuldt og hvor vanvittigt det end lyder, ordentligt menneske som Jimmy. Vil lige tilføje at Jimmy aldrig har røget hash i mit og børnenes nærvær, og at alle vores ejendele altid har stået i mit navn. Hans ludomani har ikke kostet mig en øre! Men det har ødelagt fremtidsdrømme og tillid.

Fuck, jeg blev ved med at elske Jimmy. Og til trods for et nyt, og også et potentielt rigtig godt forhold måtte jeg tilbage til Jimmy. Han kom stærk tilbage, og denne gang med så stor en forsikring om at alt var godt, at jeg vovede mig ud i det. Eller rettere forenede mig med at det kunne ske igen. Ikke hans kriminelle handling, men spilleriet. Jeg ved hvad du tænker, men i stedet for at dømme mig, så må du meget gerne stille nysgerrige spørgsmål, og jeg vil svare så ærligt som muligt.

Der er selvfølgelig mange forklaringer på hvorfor og hvordan alt det her kunne ske, men drivkraften for vores fasttømrede og urokkelige sammenhold vil altid være kærlighed. Jeg elsker Jimmy for at være min bedste ven. Jeg elsker Jimmy for at være den bedste far til begge vores børn. Jeg elsker Jimmy for at elske mig præcis som jeg er. Også hende, der til fordel for ham har brugt forfejlede overlevelsesstrategier, begrænsende overbevisninger og tossede mestringsstrategier. Jeg elsker den tid vi har haft, men jeg elsker IKKE Jimmys ludomani, og den har jeg nu for alvor sagt farvel til. Og det tror jeg faktisk også han har.

Det var lidt om mig. Og mine sårbare highlights. Jeg er heldigvis et grundlæggende glad og tilfreds menneske og om jeg vil det eller ej, så er jeg rigtig ressourcestor på mange områder og et fjols på andre. Jeg elsker livet. et Jeg har idag den 31 juli været arbejdsløs i tre måneder. Jeg modtager dagpenge. Jeg søger fordi, jeg skal 2 job om ugen og var for bare 14 dage siden ved at vende tilbage til en stilling indenfor pædagogfaget. Men måtte efter mange overvejelser IGEN minde mig selv på at min min AGENDA er en anden:

Jeg skal gå efter min drøm!

Derfor starter jeg nu på en certificeret coach uddannelse hos Sofia Manning. Jeg vil fremover arbejder med menneskets potentialer og drømme og sørge for at både du og jeg når dem. Derfor denne side! Jeg er parat til næste kapitel i mit liv. Jeg savner jer. Jeg har brug for jer. Jeg har så mange ideer jeg vil dele, men jeg vil også fyldes op.

Kom med mig. VELKOMMEN TIL SØBYS HUS!

Vi har det godt.

Min datter, Sarah starter på gymnasium efter sommer. Hun danser stadig på et MEGET højt niveau, og har en sød kæreste. Hun har altid taget livet, som det kommer, og er en meget klog, smuk og livsglad pige.

Min søn Silas stortrives. Både i skolen og herhjemme. Ja, faktisk er hans udvikling lidt af et mirakel. Han blev diagnosticeret med angst og ADHD. Han tager lidt medicin, som virker i skoletiden, og gør det lettere for ham at koncentrerer sig. Han er blevet ældre, og det at gå i nogle få behandlingsforløb har givet ham så stor forståelse, at han til sin sidste skole/hjemsamtale gik hjem med ordene, at han er verdens bedste ven og hoved er ret godt skruet på. Det har jeg nu aldrig været i tvivl om. Han har masser venner og han er meget optaget af at stå på skateboard. Jeg tror at han bliver skuespiller eller “youtuber” når han bliver stor.