Member Mette Søby
MemberForum Replies Created
-
Jeg kom til at tænke. Der er jo en del indlæg i forummet stress, angst og depression. Så måske min lille historie, kunne give et lidt andet perspektiv på vores menneskelige sind.
Forestil dig, at dit sind er et blankt biograflærred. Ligesom en baby der ikke har fået tanker, overbevisninger og begrænsninger. Kun hvid ren kærlighed. Det hvide lærred. På det hvide lærred i biografen ser du kærlighedsfilm, drama, action og gyser, og alt efter hvilken genre, så gennemgår du følelser, som sætter dig i forskellige sindstilstande. Du bliver bange, ked af det, begejstret og meget andet. Måske er du og din fornuft blevet hærdet af mange års øvelse, og en gyser får dig mere eller mindre til at grine. Men inviterer du stammefolket, som aldrig har set en borgraf eller gyser vil de nok løbe skrigende væk, hvis King Kong kommer truende imod dem. I det øjeblik filmen slutter, vil det hvide lærred forblive. Stille roligt og uden forstyrrelser. Bare ren hvid kærlighed. Sådan ser vores sind ud inde bag alle tankerne, filmene og alt støjen. Og derfor vil vi altid uanset hvor angste , tunge og stressede vores tanker gør os, altid vende tilbage til vores indre ro, vores essens og kærlighed. Vores hvide lærred. Vi skal “bare” lige huske på, at vores tanker, ligesom filmen på lærredet altid holder op igen. Det er bare en kreativ kraft som besøger os. Og vi kommer til at tro på den, præcis som scenen i biografen. Og helt uskyldigt rammer gyseren os med jævne mellemrum og kærligheden i andre mellemrum. Men du skal vide. Den hvide kærlighed og ro ligger stabilt og trofast og venter bagved.
Ligesom det hvide lærred, er det eneste der er tilbage når du forlader biografen.
-
Ja, men det er også her jeg nogengange mener at det går galt….vores retorik…Du er ikke et synkende skip. Det er tanker og det føles kun sådan, når du tænker på det. Og det her handler ikke om positiv tankegang. Men du går ikke i stykker. For du kan ikke gå i stykker. Du har mange uhjælpsomme tanker, men når de stopper ,stopper du ubehagelige følelser også i kroppen…og det oplever du sikkert i små glimt….og det er de glimt du skal tilbage til. Det er den ro, din essens/indre ro og sundhed du skal tilbage til. Og det kommer du. Du er ikke et synkende skib. Du har mange dumme tanker som forhindrer dig i roen….men din sundhed kan ingen tage fra dig. Den er du født med. At du så af mange årsager er kommet på afveje…traume, svigt m.m det er en anden snak. Du er netop ikke en synkende skude. Du har en sund krop der siger til. Der er noget du skal lytte til, at du så fordi du ikke har ro, ikke kan høre det. Det er en anden sag. Den kommer. For sindet er designet til opdrift. Det skal bare have tid til at hele. Og det kommer med accept.
-
Jeg er også til bål og brand……jeg mener bål og guitar.
-
-
Jeg har lært at holde mig på afstand af mine tanker når støjen bliver for larmende og kaotisk. Se på dem udefra, uden at gå ind i dem. De er jo alligevel ikke sande. Det er bare tanker, men de kan skabe rigtig voldsomme følelser, når vi tror på dem. Når vi tager dem for hvad de er….energi som går igennem vores hoved. De kommer og går og bliver altid gode igen…sindet er skabt med en naturlig opdrift, så bliver det lettere at acceptere og med accepten kommer roen og med roen kommer nye friske tanker. for det meste mere hjælpsomme tanker.
-
Men altså bare det at du rækker ud her er jo et kæmpe skridt i den rigtige retning. Og vi er mange herinde som gerne vil støtte dig ud af din smerte. Det er ikke sjovt. Men du skal igang med at være opmærksom på dine tanker, de er ikke sandheder, de er blot tanker, men når du tror på dem bliver de din sandhed. Så første step….hvad tænker du om dig selv? Hvad tænker du om kærlige, søde og skønne dig?
-
Godmorgen Lars. Det er utroligt hvad tanker kan gøre ved os. En lille uskyldig kreativ kraft som kommer og går som skyerne på himmelen. Du er, også helt uskyldigt kommet til at holde fast på de tanker som ikke er hjælpsomme og de har fået lov til at skabe stærke følelser ned i din krop. Alt det går du rundt med og det bliver derfor din oplevede virkelighed. Men sådan ser jeg ikke på dig. Jeg ser på dig som jeg opfatter mig selv og derfor kan du ligeså godt stoppe med at forestille dig hvad andre tænker. Det er nytteløst og uden for din kontrol. Og det ved du selvfølgelig godt. Alt hvad jeg kan sige til dig i et quickfix ved din fornuft godt, gætter jeg mig til, men det er det at få omsat det til handling og mere hjælpsomme tanker. Og det er jo en anden snak. Det kræver tid, udeholdenhed, bevidsthed og troen på at alt bliver godt. For det gør det. Du har bare glemt hvordan, men det ligger i dig. Sådan er du født. og så er der bare kommet rigtig meget støj til gennem årene.
-
Selvfølgelig bliver du ramt.
Jeg har set det så meget i mit arbejdsliv. At forældre i håbet om, og ganske forståeligt, nærmest mister sig selv i forsøget på at nå ud til børnene og intet lykkes. Når de så vender hjem i dem selv, kender deres værd, lever sit liv og holder børnene ud i strakt arm. Ja, det er nærmest umuligt, men så vender de pludselig tilbage. Mange gange, og jeg peger ikke på nogen her, bare generelle observationer, råber børnene på forældrenes ståsted. At de markerer grænser og er tro over for sig selv.
Bare mine tanker….og de har intet med jeres private situationer at gøre.