-
Jeg kom til at tænke. Der er jo en del indlæg i forummet stress, angst og depression. Så måske min lille historie, kunne give et lidt andet perspektiv på vores menneskelige sind.
Forestil dig, at dit sind er et blankt biograflærred. Ligesom en baby der ikke har fået tanker, overbevisninger og begrænsninger. Kun hvid ren kærlighed. Det hvide lærred. På det hvide lærred i biografen ser du kærlighedsfilm, drama, action og gyser, og alt efter hvilken genre, så gennemgår du følelser, som sætter dig i forskellige sindstilstande. Du bliver bange, ked af det, begejstret og meget andet. Måske er du og din fornuft blevet hærdet af mange års øvelse, og en gyser får dig mere eller mindre til at grine. Men inviterer du stammefolket, som aldrig har set en borgraf eller gyser vil de nok løbe skrigende væk, hvis King Kong kommer truende imod dem. I det øjeblik filmen slutter, vil det hvide lærred forblive. Stille roligt og uden forstyrrelser. Bare ren hvid kærlighed. Sådan ser vores sind ud inde bag alle tankerne, filmene og alt støjen. Og derfor vil vi altid uanset hvor angste , tunge og stressede vores tanker gør os, altid vende tilbage til vores indre ro, vores essens og kærlighed. Vores hvide lærred. Vi skal “bare” lige huske på, at vores tanker, ligesom filmen på lærredet altid holder op igen. Det er bare en kreativ kraft som besøger os. Og vi kommer til at tro på den, præcis som scenen i biografen. Og helt uskyldigt rammer gyseren os med jævne mellemrum og kærligheden i andre mellemrum. Men du skal vide. Den hvide kærlighed og ro ligger stabilt og trofast og venter bagved.
Ligesom det hvide lærred, er det eneste der er tilbage når du forlader biografen.