-
Tanker om ens seksualitet
Jeg er en 32 årig mand der har levet et lidt voldsomt liv. Jeg har levet et dobbeltliv føler jeg.
Jeg har siden jeg var omkring 14 år kendt til min seksualitet, hvor jeg sås med andre, men det har været forgået hemmeligt, og mere i det skjulte.
Jeg har haft en facade på og foregivet at jeg altså ikke var sådan. Jeg har været forelsket i mænd og i en lang periode faktisk kun kigget på mænd, og næsten altid gjort det. Men alle omkring mig snakkede ikke særlig pænt om dem som var til eget køn.
Jeg husker tydeligt da jeg var barn, og var hjemme ved min far, hvor der kom og fortalte om at være til eget køn, jeg var så betaget af det og lyttede bare, det samme i skolen, jeg var ikke som andre i klassen, jeg ville hellere læse på biblioteket og aldrig spille fodbold.
Jeg har altid været en speciel fyr, og en der ikke var som alle andre drenge, da jeg havde andre interessere, og jeg kiggede ikke som sådan på piger, men mest fyre men forsøgte at skjule det, jeg blev så “gift” i for sjov med en ungdomskæreste da jeg var barn, og har siden gemt mig bag det.
Jeg har i hele min ungdom skjult det, når jeg så drak alkohol, skrev jeg med alle mulige mænd og mødes med dem, selvom det oftest kunne have været farligt for mig, jeg husker en episode hvor en fremmede mand hentede mig og han kørte så et sted hen og holdt på en “mark” sådan et stykke væk, så min veninde ringede til ham og sagde at hvis jeg ikke kom hjem nu, så ville hun melde ham til politiet, så jeg blev kørt hjem. Jeg har nok altid levet lidt farligt og mødt alle mulige specielle mennesker på internettet.
Jeg har så i mine tidligere branderter fortalt alle omkring mig at jeg var til mænd, når jeg så var ædru, sagde jeg at det kun var for sjov, dette skete så gang på gang når jeg var fuld.
Jeg har af flere omgange faktisk været uheldig med kærligheden, men der har selvfølgelig også været gode tider, men igen uden at andre opdagede det.
Jeg så en gang en fyr, hvor alt gik godt, og vi havde været sammen i et godt stykke tid, så han ville gerne introducere mig for sin familie, men brændte ham af, og kunne ikke, så jeg har grundet min usikkerhed ikke altid været den bedste, dette kendte han dog godt til, og han pressede mig ikke, men når alting kom for tæt på, så har jeg haft tildens til at skride fra alt. Dette gjorde jeg også her.
Den dag i dag fortryder jeg at jeg ikke bare stod ved min seksualitet for mange år siden, for så stod jeg nok uden alt den mistillid til mig selv, angsten og alle de negative tanker.
Så jeg valgte sidste år at lave et oplæg på facebook hvor jeg “sprang ud” og har så lige siden stået ved det, og jeg følte mig så enorm lettet, jeg havde også delt mine tanker i forskellige grupper, hvor andre var så søde, forstående og gav råd, og sagde at jeg var perfekt som jeg er, så det hjalp mig enorm meget.
Jeg har stadig tider hvor jeg har svært ved at forstå det og har lyst til at trække alt tilbage, for det ville være så meget nemmere, ift. mine egne tanker om mig selv, og det man jo tror andre siger og tænker om en. Men de fleste i min omgangskreds har faktisk kun taget godt imod det, det gør det selvfølgelig nemmere, men hvorfor?
Hvorfor skal andre forstå det? Hvorfor skal jeg forsvare det? Hvorfor skal man overhovedet “springe ud” Det gør heteroseksuelle jo ikke? Jeg ved også godt at vi er i 2025, men desværre er der stadigvæk mange som er imod det.
Jeg er startet i et forløb hvor jeg har fået en mestringsvejleder, fordi jeg døjer med angst, intet selvværd og manglende selvtillid, så det har givet virkelig meget pote at jeg nu er begyndt at snakke om mine mange følelser, og kan sidde overfor en som ikke kender mig, hvor vi kan tale om følelser, det der sker og generelt om det der nærer mig.
Så endelig er jeg ved at forstå at jeg er god nok som jeg er, og at selvom jeg er det ene eller andet, er jeg jo stadigvæk et godt menneske, og et menneske med mange følelser, det skal jeg anerkende og elske mig selv for.
Jeg er god til så mange ting, eksempelvis at udtrykke mig skrifteligt, nu skal jeg bare føre det ud til snakke og blive bedre til det der. Men er på rette vej nu. Er da begyndt at elske mig selv som jeg er, og at jeg ved at jeg er god nok som den jeg nu en gang er. <3
-
4 Replies
-
Kære Jesper,
Hvor er det dejligt du er sprunget ud og nu har mulighed for at finde hjem til dig selv. Der er ikke noget så angstfyldt som at være sig selv utro og leve med en løgn… så giga stort tillykke med du nu er ude.
Du er ung og livet ligger foran dig til masser af ny kærlighed og nu i en ærlig form hvor du kan være dig selv.
Når vi sælger ud af os selv, kan vi ende med at miste os selv, blive angst og deprimerede.
Livet er lettest når vi har modet til at være os selv.
Godt du har en psykolog som støtte til at få dig selv tilbage til dig ❤
-
Hej Jette,
Tusind tak for dine ord, det gør mig glad. Desværre har jeg mistet flere familie medlemmer grundet dette, selvom de fortæller at det ikke er derfor, men efter at jeg slog det op på min Facebook, slettede de mig.
Men ja, jeg føler mig virkelig som et helt nyt menneske, og er virkelig begyndt at elske mig selv og min person, det har taget halvdelen af mit liv, at være kommet hertil, føler jeg er gået glip af så meget, så nu vil jeg leve mit liv til fulde. Måske finde mig en skøn mand og leve med. <3
Kram til dig og igen tusind tak
-
Jeg tror det er vigtigt at skelne mellem at miste familiemedlemmer og at miste familiemedlemmer på sin FB side.
Hvis du mister som slet ikke ser dem til de traditionelle sammenkomster som i tidligere har været samlet om, så har de trukket sig.
Hvis det “bare” er på FB, så kan de jo stadig være der 🙂
Det lyder for mig som om din vigtigste rejse i livet, er at du får dig selv helt med på din rejse. Så kan de andre være med eller de kan stå af – det er op til dem.
Når man selv har fundet vejen i sit liv, så kan man ikke længere gå på kompromis – men accepterer at andre gør hvad de gør og huske på at det ikke er personligt at de vil ramme dig.
Det er aldrig personligt mod dig, men noget som er i dem.
Din indre rejse er vigtigt. Du kender alt for godt konsekvenserne ved at være dig selv utro – dem er der ingen der ønske at bære rundt på.
Du er sej, du har indset det og du tager rejen hen mod det liv som er dit 😃
-
Hej Jette,
Jeg tænker ikke bare at de har trukket sig, de har decideret sagt at de ikke ønsker mig i deres liv op til flere omgange, hvor jeg alligevel siger undskyld for at være mig og bøjer mig, selvom jeg ikke bør, det har jeg forstået nu at jeg skal stoppe med.
Jeg ønsker dem ikke længere, og har jeg nok aldrig gjort, hvorfor jeg skal stoppe med at over analysere alt.
Jeg er heldigvis på rette vej, og det kan jeg se nu. Jeg er så pave stolt over hvor jeg er nået til, at jeg kan formulere mine tanker og nu er i en proces hvor jeg skal fortælle dem åbent over andre, det er faktisk også ved at gå rigtig fint. Er i et forløb, hvor vi arbejder på det og på min angst, perfektionisme og alt det andet som ofte er i mig.
Men tusind tak for dine råd, dem vil jeg helt sikkert benytte. <3
-
-
-
Log in to reply.