-
Er jeg god nok til kærligheden eller er kærligheden ikke god nok til mig? Tja,
Jeg elsker kærlighed, jeg elsker tosomheden, og at man er nærværende, men er også der hvor jeg ikke føler mig tryg i det, ikke fordi jeg har været udsat for overgreb eller vold, udover psykisk vold. Hvor en tidligere partner var verbalt over mine grænser for mig.
Men var jeg bedre? Nok ikke, men ikke i den samme forstand, jeg så en kvinde, vi sås i lidt over 4 år, hvor vi ingen titler havde på, men alligevel så havde vi, for vi gik som værende kærester, men tiden ændrede sig ofte ret hurtig og hun begyndte at være kontrollerende, verbalt efter mig, holde øje med mig og hvem jeg snakkede og smilte til, jeg følte derfor ikke at jeg kunne smile til andre uden for når jeg var sammen med hende, for hun kiggede bare ondskabsfuld på mig og det skabte en eller anden frygt dybt i mig.
Hun pådrog mig alt ansvar, at jeg ikke viste hende nok, at jeg ikke behandlede hende godt, at jeg var manipulerende, at jeg var et monster /sexmonster, selvom jeg aldrig rigtig sagde eller pressede mig på ift. Sex. Jeg lod hende gøre det, altså at tage initiativet, jeg har altid været bange for at blive beskyldt for ”voldtægt” for det er det værste man kan byde en som ikke er det. Selvom hun ofte sagde at det kunne hun ikke drømme om, men det tror jeg godt at hun kunne finde på, for når hun kunne finde på at lave ansigter af mig bag min ryg som om jeg ikke ville opdage det, at jeg sagde ja til min niece måtte sove ved siden af mig, hvor hun derefter skabte sig og ville sove i bilen på en ferie hvor vi havde hende med, at når vi var uvenner og jeg ikke kunne mere og derfor sagde fra og hun brugte hunden til at få mig tilbage, så jeg tænker at denne person kan finde på hvad som helst, for ikke at sige at hun også har bagtalt mig til sin familie over grænsen, for en dag skulle hendes far komme, og hun fik pludselig travlt med at jeg skulle tage af sted inden han kom. En anden gang blev jeg overfuset af hendes mor i mit eget hjem, hvor hun kom hen efter hende, hvor moren sagde at jeg var et uhyre og at jeg ikke behandlede hendes datter ordentligt, om jeg kunne se mig selv i øjnene? Ja den samtale var over min grænse, så jeg bad hendes mor om at gå ud af mit hjem flere gange, hvor hun desværre ikke gjorde det, men blev i min entré, og jeg derfor måtte trække mig ovenpå, da jeg ikke kunne være i det. Hendes søster har sågar også sagt at hun ville overfuse mig hvis hun så mig i f.eks. Tivoli hvor vi begge en dag skulle komme, ja hun har bagtalt mig til alt og alle, også selvom vi ofte havde gode tider. Jeg har senere hen så fået at vide at hun skulle have sagt i sit nabolag at jeg skulle have sagt at hun ikke måtte se sine forældre for mig, men har jeg aldrig sagt, for det blander jeg mig bestemt ikke i.
Men jeg har nok hellere ikke selv været alt for perfekt, det skal ikke lyde som om jeg er englen og hun er djævlen, men det føles alligevel sådan, selvom jeg ved at jeg ikke er fejlfri, der er bare sket så meget, og jeg kan slet ikke forstå det. Det værste er dog at hun kommer i min søsters hjem, hvor jeg sommetider også er og til fødselsdage, så selvom jeg ikke snakker og ikke ønsker kontakt med hende, vil jeg skulle forholde mig til hende og den fortid jeg har med hende.
Jeg har dog sommetider et savn, men ved ikke om det er fordi jeg tænker på de positive sider, og derfor savner det, selvom der de sidste 3 år ikke har været positivt, det var kun det første år.
Men for at komme tilbage til det jeg mente, så skulle jeg nok have været ærlig med hende, omkring min seksualitet, men har ikke følt at jeg kunne være ærlig, at jeg kunne være mig, at jeg vil blive accepteret som jeg er, så jeg har nok forsøgt at få det her billede af ”den normale procedure for samlivet med et andet menneske/kæreste” For alle eller de fleste forventer jo ikke at man er sammen med sit eget køn, men at man er mand og dame, og ikke mand og mand eller dame og dame, og alligevel er det bare mere accepteret at det er dame og dame, end at det er mand og mand. Men kærlighed er vel egentlig den samme, som hvis det havde været en mand og en kvinde? Men det er ikke naturligt for mange, og derfor er det en ”skam” og noget man ikke bare gør.
Så set i bakspejlet, så skulle jeg have stået op for mig selv for 13 år siden, så jeg som 14-årig faktisk stod ved mig og min seksualitet, selvom jeg på daværende tidspunkt bare troede at det var en fase jeg skulle igennem, og ikke noget der ville være vedvarende som det er. Jeg har ikke haft mange forhold, men dem jeg har haft, har været op og ned, jeg ved ikke om det er fordi jeg ikke har følt at kunne være i det, sådan ordentligt? Jeg har det også stramt med at skulle sige, ”Hey jeg hedder Jesper og jeg er homoseksuel og jeg elsker det!” Jeg misunder dem som kan, men det kan jeg ikke, og om jeg nogensinde kommer dertil, det ved jeg ikke.
Jeg har altid kunne føle at det var trygt at kunne sige biseksuel, for så var jeg ikke i en eller anden ”kasse, hvor det er forbudt at være og føle sig endnu mere klam”
Jeg føler ofte at jeg skal tilpasse mig verdenssituationen, for hvis jeg faldt for en sød fyr, og jeg ønskede at kysse ham og holde hans hånd, så kan jeg ikke, for hvad nu hvis, andre ikke bryder sig om at glo på det, og jeg så ender med at blive overfuset eller i værste tilfælde at blive overfaldt? Hvor vil det ikke ende henne? Jeg er konfliktsky og hader at skulle konfrontere andre ansigt til ansigt, men er blevet bedre til det, efter at jeg er begyndt hos Anne som er vejleder, for der har jeg lært, at det er okay at snakke om sine følelser, at mærke nuet og de øjeblikke der virkelig betyder noget. Jeg lærer en masse her, og det er fantastisk, at modet er der, men frygten er der stadig.
Jeg har også brugt denne gruppe og hjemmeside, Søbys hus -Et fællesskab med dybde, indsigt og forståelse.
Her har jeg lært at der findes så mange folk derude, som faktisk vil en det bedste, og som lytter, er nærværende og meget reflekterende, det er et enormt stort øjeblik at være her, og man føler sig helt ny, så det er et sted jeg kan anbefale til alle som mangler nye kredse, øjeblikke, et sted hvor du kan være dig selv og møde andre ligestillede, om du har det svært eller et godt sted, så er der plads til os alle. Det har hjulpet mig virkelig meget. <3
Så bliver jeg nogensinde klar til et forhold? Hvornår er man overhovedet klar? Hvordan ved man at man er klar? Ja, de spørgsmål stiller jeg ofte mig selv. Men har endnu ikke fundet et svar, hellere ikke nu. For uheldig har jeg været, og opgivet troen på kærlighed? Den er 50% af hver, for på det ene plan har jeg, og den anden plan har jeg ikke, for jeg er en håbløs romantiker, jeg har bare ikke fundet den rette endnu, hvor jeg ville vise vedkommende frem, være med over alt og generelt en at nyde og forkæle i livet.
Men i aftes og tilmed nu, har jeg tænkt, tænkt og tænkt endnu mere og jeg er kommet frem til at jeg nok skal finde livsmodet til både mit træningsprogram, mine fritidsinteresser, job, kærlighed og nærværet der er mellem dem man holder af og ved nye sammenkomster.
Lyset er der, og håber er stille og roligt begyndt at blæse lidt ind med håb og troen, så skal alt jo nok komme efterfølgende.
facebook.com
Søbys hus -Et fællesskab med dybde, indsigt og forståelse. | Facebook
HVAD VIL JEG? Jeg vil skabe et online-fællesskab som bevæger sig ud i virkeligheden. Et fællesskab hvor vi rækker ud efter hinanden, og deler sorger,...
-
1 Reply
-
Kæmpe krammer til din sjæl.
Det kan føles svært og utrygt at finde ind til sig selv når man står uden for sig selv.
Jeg har gennem tiden haft en del venner og veninder som er homoseksuelle. De fleste har fortalt at det har været svært at komme ud af skabet og være ærlige med hvem de er.
Frygten for familie og venner fyldte inden de tog skridtet og sprang åbent ud. Når de først var ude af skabet, så livet meget anderledes ud, større klarhed og plads til at være sammen med ligesindede.
Selv oplever jeg det ikke som et problem, hvordan man definerer sig. For mig er det vigtig med ærlighed.
At det enkelte menneske kan stå ved sig selv.
At man ikke lyver for sig selv.
Min oplevelse gennem livet er at når vi ikke står ved os selv, kommer vi til at gå for meget på kompromis og tolerere langt ud over hvad der er ret og rimeligt.
Jeg håber du på et tidspunkt når der til hvor du vil være ligeglad med de andre og kramme-elske dig selv som den du er.
Det har alle fortjent ❤
Log in to reply.