-
Angst, tanker og alt der rør sig i det mentale ståsted
Grænseoverskridende tekst, som du kan læse nu, hvis du vil.
Ensomheden og det selvstændige liv, er det der bedst kan beskrive mine voksne år.
Udadtil har jeg lignet en der havde styr på livet, stod et godt sted og var velfungerende, men inde bag de lukkede vinduer og døre, var det anderledes. Der var jeg ensom også selvom jeg ofte sås med andre, men når dørene var lukket og jeg var alene, så kom ensomheden, det uforstående, alt det uperfekte, alle mine fiaskoer, alle ens tanker havde frit spil og det må man da også sige at det gjorde, i en lang periode når andre spurgte til mig, forklarede jeg kort at det gik godt og at alt så fint ud.
Men inde i mig var jeg fortabt, jeg var faret vild i mørket og kunne ikke se lyset, sådanne perioder fyldte mere og mere. Jeg har været ude og inde af systemet i flere år, så har jeg været på arbejdsmarkedet og så tilbage til det offentlige og sådan kørte det i lang tid.
Jeg var kommet til et punkt hvor jeg udadtil forsøgte at vise verden at jeg var perfektheden selv, og at jeg levede livet til fulde, men penge er ikke alt, men jeg vidste ikke bedre på daværende tidspunkt, for behovet for at vise alle dem som snakkede om mig, at jeg klarede mig godt og stod et godt sted, florerede mere end min egen psyke og hvad jeg egentlig følte og var i livet.
Snakken har altid været der ift. Hvad jeg gør og alt det jeg ikke gør, og det skader en i længden hvis man som jeg, lytter og tænker over det i lang tid. Som tiden gik, blev jeg opsagt da det selskab jeg arbejdede under, havde solgt nogen af deres ejendomme, så jeg gik uden arbejde i et par måneder, og fandt så et nyt arbejde hvor jeg var i et halvt år og derefter blev jeg sygemeldt.
I 2023 kom jeg i et forløb der hedder Åben Fleksibel Rådgivning her i Aarhus, hvor jeg kom i snak med en sød ansat, som lyttede og vejledte mig, jeg følte mig lettet og hørt, at der var en der lyttede som ikke kendte mig, efter lang tid, kom jeg så ind til kommunen hvor jeg skulle mødes med den søde ansatte lad os kalde hende A, da jeg naturligvis ikke vil sige hendes navn.
Hvor min socialrådgiver N og jeg mødtes med A, det gjorde indtryk og vi gik efter vores fælles møde så ned for at se det sted hvor hun arbejdede og her mødtes vi så et par gange efterfølgende, men hun var yderst tålmodig med mig og lyttede, vejledte og gav mig tid.
Da jeg har været uheldig med medicin, så var jeg ikke så opsat på at skulle på det igen for mine angst diagnoser, men efter mine snakke med A, så kunne jeg godt se at hun og lægen faktisk havde en pointe, så jeg kunne arbejde mere med mig selv og min angst, så jeg valgte i 2024, faktisk september at starte på medicin. Det er nok takket være A, hun var så forstående, lyttende og virkelig fleksibel.
Men normalt er man kun tilknyttet ÅFR i et halvt år, men hun og hendes leder havde givet mig en meget længere tid grundet mine omstændigheder, og da det arbejde der skulle forme mig og mit videreforløb var tungere og hvor det krævede meget tillid og at man kan tage den tid, det tager for at trygheden kommer, så havde de besluttet at jeg nok skulle have en mestringsvejleder, for de kunne noget anderledes og det var jo på ubestemt tid man kan have en mestringsvejleder.
Så jeg snakkede med A, og tænkte at det ville jeg give en chance, så i år fik jeg bevilget en mestringsvejleder hvor vi mødes hjemme ved mig og snakker.
Jeg har altid været ekstrem flov over at hvis jeg endte der hvor jeg skulle snakke med en mestringsvejleder, fordi alle er så dømmende og ikke særlig forstående, følte jeg.
Jeg fik så mødet med A fra ÅFR og min nuværende mestringsvejleder A, hvor vi mødes ved mig for at afstemme om kemien var der og hvad der skulle ske fremadrettet.
Jeg har nu haft min mestringsvejleder A i ca. et halvt år, +- og jeg har rykket mine tanker omkring en mestringsvejleder og kan ikke se det pinlige ved det længere, grundet min historie og min lave tiltro til andre mennesker, er det rart at have en at vende det hele med, og det er ikke flovt at række ud efter hjælp, men det har også taget mig fra 2017 og frem til 2023 at nå til den konklusion, så det er naturligvis mange år undervejs, og derfor er det også en meget kompleks situation.
Jeg gik en lang årrække og ikke ville mit liv, for jeg kunne ikke se meningen ved det.
Men det forløb jeg har været under fra 2023 og til nu og mit nuværende forløb, har netop vist at livet netop er det værd, og at man ikke skal tænke over hvad andre tænker, så selvom folk ikke kan se på en at man kæmper for at blive accepteret af andre og af sig selv og det her med at finde sin plads på arbejdsmarkedet, i privaten og alt det med følelser og andre ting der måtte ske i livet.
Alt tager tid, men når tid er der og troen bliver opbygget og fundet frem, så skal der nok ske mirakler, for jeg er da positiv omkring mit liv nu, og kan se lyset forude på trods af det skete.
Men jeg har manglet flere at dele det med, for det er ikke noget man vil vende med familie og venner, for det er ikke sikkert at de kan sætte sig ind i det eller er forstående over for at man ikke lige kan overskue alting på en gang, og at det ikke er en undskyldning, men på den anden side, hvis man så havde inkluderet dem i ens liv og tanker, så var det jo nok også meget anderledes, der har jeg været dårlig, ift. At inkludere andre i mit liv og i de problemstillinger, fordi jeg både var bange for deres reaktioner og for at blive endnu mere dømt af dem og så var jeg jo oveni dette min egen værste fjende.
Så disse forløb jeg har været under, har ændret mit livssyn på andre, mit syn på mig selv og givet mig gode forhåbninger om fremtiden, og at jeg ikke skal fokusere på fortiden, men leve i tiden nu og skabe min fremtid på mine præmisser og med det jeg kan. Jeg ved naturligvis at der er mange som jeg selv derude, og det er også det jeg vil skabe ved at lave dette opslag, for at nå ud til dem der sidder i det som jeg har og er under, det er en evigheds udvikling, som mange netop vil gå igennem, men mange gør som jeg gjorde, netop at man skjuler sig selv og det liv man lever, men går man i de samme mønstrer som tidligere, kommer man aldrig rigtig videre, derfor laver jeg dette opslag, selvom jeg når ud til mange og mange nok vil tænke at det er et forkert forum at gøre det i, men vil bare gerne hjælpe andre og at man kan finde råd, vejledning i hinanden og de forløb man er under og afspejle sig i hinanden og skabe en god fremtid med snakke og mere åbenhed omkring psykiske lidelser, som andre jo ikke kan se.
Så jeg har selvfølgelig manglet ligestillede som var eller har været igennem det samme, det er også derfor jeg vælger at slå det op her, da jeg stadig har håb om at socialisere mig selv igen, og møde andre mennesker, være mere positiv om andre og ikke overanalysere alt og alle hele tiden, for ikke alle er jo onde i deres fremtoning og væremåde, der er jo mange venlige sjæle derude.
Så sidder du derude, og tænker at du har det som mig, og ikke har det største netværk, så har jeg lavet en gruppe her på facebook, som hedder: Det sociale netværk, hvor sårbare kan snakke med ligestillede.
Den er lige oprettet da jeg i længere tid havde overvejet det, så der mangler selvfølgelig medlemmer, men man skal jo starte et sted.
Her er alle aldre og køn velkomne, hvor vi kan dele erfaringer og være med til at skabe en fællesfremtid med ligestillede.
Venlig hilsen – Jesper.
Hvis du har læst hertil, så jeg vil ydmygt sige dig tak.
Jeg skriver ofte lange tekster, det har jeg brugt som et ”middel” på at forstå mig selv og den skæbne jeg har været under og faktisk har haft et større had mod mig selv, men det er jeg ved at ændre nu.
-
2 Replies
-
😘
-
❤❤❤❤
-
Log in to reply.