Alene kan intet ramme mig.

Alene kan sorgen og fortidens spøgelser ikke røre mig.

Alene er jeg i fejlsikret tilstand og uden chancer for at miste nogen eller noget.

Alene kan jeg komme fra A til B ubeset, uberørt og helt uden men.

Alene kan end ikke døden røre mig. Alene er jeg så tæt på at være død, at selv døden kan virke befriende for mine spøgelseslaster.

Alene er der dog rigeligt at slæbe på. Mest og tungest er: livet, som ikke er levet, smerten ved at have været i live, og tabet ved at give slip på livets uendelige vuggen mellem lyst og tragedie.

Skulle jeg vælge livet og smerten – ved at være nogen for noget og noget for nogen – må jeg først rumme mine fortids spøgelser.

Som hvisker om konsekvenserne ved ensomhed og forladthed. At risikoen ved at elske er, at man kan miste og blive forladt. Og jo mere jeg elsker, jo mere sårbar og ubeskyttet står jeg.

Måske endda i knæ som en tigger, en kujon, et skvat, en frygtelig nar. “Rejs dig og stå som en mand,” skriger spøgelserne og foragter, når frygten ikke længere magter at holde mig i sikkerhedens favn.

Først når jeg favner de uelskede sår, rummer adskillelsen og ensomhedens bagside, bliver der stille. Her mister spøgelserne deres greb, og frygtens soldater slipper deres våben. Alt smelter bort gennem forløsningens tårer.

Erkendelsens bod er: at der altid er tab, altid er sorg – det er prisen ved at være i live.

Betaler jeg prisen, vil jeg kunne elske og blive elsket, og intet spøgelse har længere magten til at rejse ensomhedens mure. Kærligheden er for mig for evigt givet.

Mads Vangsøe.