Ja, hvordan kan det blive bedre?

Det kan det ALTID.

Jeg er midt i en skilsmisse, midt i bodeling, som foregår via bobestyrer og skifteretten. Et grimt langt træk.

I dag var andet møde, efter jeg så Søren for sidste gang d. 23/3-2024. Dengang var det et kæmpe traume! Jeg græd i 7 uger.

Jeg har været meget i tvivl om hvad han ville aktivere indeni mig når vi nu skulle sidde omkring samme bord igen. (Vi gjorde det for nogle måneder siden, hvor jeg overhovedet ikke så på ham.) Jeg var i tvivl om hvorvidt det ville være vreden, sorgen, afsavnet, ensomheden som han ville rykke i mig.

MEN, jeg var rolig, fattet, og FULDSTÆNDIG ligeglad med ham. Jeg synes han er et ynkeligt menneske, som har skudt sig selv i foden. Hans sag.

Nå, men det er en lang historie. Det jeg nok prøver at sige, at jeg er sgu stolt af mig selv. Jeg kunne være i det, fuldstændig i ro. Mit liv går videre.

Jeg er glad.

Jeg tænker allerede i at jeg skal ha en ny bolig, omend der måske går tid før end jeg overhovedet ved om der er noget at købe for. Så, på fredag skal jeg ud og kigge på et lille hus, bare for at mærke efter.

Alt er godt 🥰