Kære ærlige jer, <3

Jeg har her sat ord på mine tanker. Et nyt perspektiv. Nye tanker, men gennem flere gange har floreret rundt.

Jeg valgte for et år siden at stoppe relationen, og nu langt om længe føler at jeg er videre, i starten var bruddet/relationen svært, for selvom forholdet/relationen var utrygt, så føles det alligevel ret trygt, hvilket i bakspejlets øjne ikke virker optimalt og godt.

Det første år gik jo fantastisk.

Men i takt med at vi sås mere, jo større jalousi kom der frem.

F.eks. kunne hun blive sur over at jeg ikke svarede med det samme, så slettede hun beskederne og sagde at jeg ikke ville hende, at jeg hellere ville min familie, når vi handlede eller var I større mængder holdt hun øje med om hvor jeg kiggede og om jeg smilede til andre kvinder, og gjorde jeg, kiggede hun surt på mig og mente at jeg nok ville være utro med dem, hun bagtalt mig til sine relationer og vores fælles, og sagde ting som slet ikke hang sammen og som ikke altid var sandheden, dette gjorde hun bag lyset i alle de 3 år.

Hun fremstillede mig som et s** monster, til trods for at jeg ikke lagde op til s** grundet min manglende selvværd, og det ofte var hende som lagde op til det, men alligevel fremlagde hun mig som monstret, og ja vi havde meget s** til tider, men ikke på min opfordring. Jeg har nok altid frygtet at blive anklaget for voldtægt, fordi man desværre ser så mange falske anmeldelser, så det har sat sig i mig, dog har jeg aldrig oplevet at være beskyldt for det, men alligevel en stor frygt, det skabte så også en del uro I mig, om hvad nu hvis hun beskyldte mig, for hun kunne jo finde på at blive jaloux over at jeg snakkede med en ven.

Så frygten tog over og fyldte virkelig meget.

Vi skulle nok være gået fra hinanden efter det første år. Hvilket vi også gjorde, de sidste tre år var vi bare venner, som ses og hvor man troede der kunne ske mere, selvom jeg inderstinde vidste det.

Jeg har dog altid synes hun var sød, men grundet hendes adfærd og det mønster jeg har set, turde jeg hverken at lægge op til s**, kysse hende eller tage hende i hånden, det har skabt en masse uroligheder og selvværdskomplekser i mig, det gjorde det hellere ikke bedre at hun lugtede underligt/fælt og boede knap så ^ryddelig og pænt^

Jeg dømmer dog ikke andre på denne måde, og bider det i mig, jeg er velsoigneret, går op i udseende, og hvordan jeg klæder mig, hvordan jeg bor, og generelt opføre mig på, hvilket hun også gjorde i starten, men pludselig ved jeg ikke hvad der skete, om det var fordi hun blev større og større, og derfor var blevet små doven, ved jeg ikke.

Jeg er hellere ikke selv fejlfri, jeg er en bestemt mand og er på en bestemt måde, ikke sagt at jeg ikke kan se andre eller ikke er nærværende for det er jeg, men træder man på mig tilstrækkelig, bliver jeg over tid kold og ^ligeglad^ og viser ikke samme interesse.

Har man først løjet overfor mig eller forsøgt at fremstille mig dårligt, har jeg svært ved at vende retur til den oprindelige relation, og derfor afslutter jeg relationen efterfølgende, fordi jeg ikke kan være I det, men har alligevel ikke kunne slippe det helt.

For hun brugte ofte hunden mod mig, da hun så vidste at jeg ville komme krympede tilbage, og det skete ofte.

Nu er jeg væk derfra, og har ikke kontakt med hende mere, og det er nok den største lettelse nogensinde, ikke at hun er et dumt menneske, for hun er skøn på sin egen måde, men vores relation var på ingen måder sund for hende eller mig. Det skal lige nævnes at vi de sidste tre år ikke har været i forhold sammen, men bare sås, dvs. Vi ikke rigtig har ses det sidste år, hun havde da lige besøgt mig som ven i starten af året, men ikke noget hvor vi havde en relation, jeg havde bare svært ved at slippe relationen, for hvad nu hvis. Men heldigvis er mine følelser der ikke for hende og de altså ikke været i de sidste 3 år, fordi der er sket så meget.

Men hendes adfærd og hendes lugt ødelagde meget i mig. For når vi handlede og stod ved kassen, kiggede folk mærkeligt på os, og jeg kunne jo godt lugte hende, men lyttede aldrig og mente jeg løj, men flere bemærkede det,ja selv kasse ekspedienterne, som kiggede skævt.

Så min angst begyndte for alvor at komme frem igen, så jeg har ikke kunnet handle, uden at min angst og overreaktion kom frem.

Hun fik mig nok også helt derud, hvor jeg tvivlede på at jeg var til kvinder, jeg har altid fundet de forkerte, eller nok altid gået efter ^overvægtig damer^ for så kunne jeg have dem i fred og ingen ville tage hende fra mig, jeg ved godt at det er så forkert at tænke sådan, men har selv vejet lidt for meget, så derfor var det nok naturligt at jeg tænkte i de baner, selvom det er forkert.

Jeg har dog også altid synes at overvægtig damer var lidt sødere, fordi de ofte var sig selv, og har da også mødt nogen dejlige damer.

Men efter at have gået for mig selv og tænkt over livet, og dets nuværende og forhenværende øjeblikke, så må jeg jo nok indrømme at det er 50/50, for kan se mig i et forhold med begge køn, men at jeg har levet et sted mellem hvor kvinder synes det var klamt med en biseksuel mand og hvor mænd synes det er useriøst at være sammen med en mand som er biseksuel, så jeg har haft enorme usikkerheder omkring min person, hvem jeg var og hvilken ^kasse^ jeg tilhørte og skulle placeres mig under.

Men når alt kommer til alt, har jeg været min egen fjende i så mange år, at jeg nok allerede for mange år siden skulle erkende at jeg var biseksuel, og at jeg ikke skal putte mig selv ned i en eller anden kasse, for at tilfredsstille alle andre, men at jeg skal være den jeg er, og at vi lever i et samfund hvor vi må være den vi er, og ikke bør tænke over hvordan andre ser os.

Efter at jeg er begyndt at erkende og anerkende mig selv som det menneske jeg er, så har jeg fået en helt anden energi, et helt andet syn på mig selv, og er ikke længere bange som førhen, frygter hellere ikke andres mening på samme måde som førhen, men er dog stadig tilbøjelig til at pakke mine følelser/meninger væk, men det arbejder jeg på.

Vi er alle mennesker, og pt. Sker der jo alt muligt godt.

Fortryder jeg min tid med min eks? Nej det gør jeg ikke, for det har gjort mig så stærkere end nogensinde, men havde jeg været mere og sagt mine følelser og vist hende mere, så kunne jeg have undgået noget, men ikke alt, men noget.

Jeg har to katte som jeg ser vokse og som lever livet, det motivere mig endnu mere. Jeg skal i arbejdsprøvning i september måned, føler at jeg står et fint sted i livet, hvor alt giver mening, og hvor jeg stille og roligt blomstre op.

Jeg vil næsten påstå at jeg er tæt på at være der nu, hvor alt begynder at lysne op, at jeg har de rette folk i mit liv, hvor jeg føler at jeg er på rette spor og NU kan råbe, ENDELIG!

Jeg er glad! Vi er glade! Vi tror på livet og tager alt hvad der kommer vores vej!

Kærlig hilsen

Mig