Det er altid en stor fornøjelse at skrive herinde, og det har jeg ikke lige haft gjort i lidt tid, da jeg har gået med en masse tanker og tænkt en masse, og her i søndags hentede jeg mine 2 søde killinger, Maine Coon på kun 12 uger, så det går min tid med pt.

Jeg har grublet meget over om hvorfor man skal skamme sig over ens liv, og de valg man træffer? Hvorfor skal man kæmpe mod det folk mener? Jeg ville sådan ønske at jeg ikke tog det til mig, og at jeg var ligeglad, ligesom man andre er med mig, det må jeg da kunne lære ad.

Jeg har altid været så ekstrem dårlig til at udtrykke mig overfor andre, hvorfor jeg altid har gået med alting selv. At jeg blev stalket, udnyttet, penge afpresset, min seksualitet som jeg ellers har kendt til siden jeg var omkring de her 13 år, generelt lavt selvværd og manglende selvtillid, isolering, fordi jeg ikke har kunne overskue folks dømmende ord, som jeg desværre altid har haft meget af, da mange har ondt i bagdelen over det liv jeg har levet.

Jeg har altid haft styr på udseendet, altid gået pænt klædt, altid haft styr på min økonomi, og generelt mit liv, med undtagelse for at stå op for mig selv. Jeg har også opnået gode ting iht. Min forhenværende stilling, men efter denne opsigelse de gav mig, gik alt ned af bakke, jeg havde lige fået alt min selvtillid og selvværd opbygget, det væltede bare alt derfra og tog en drejning som jeg slet ikke havde forventet, jeg havde været stærk under min stilling, og fastholdt, selvom jeg ofte stod et trist sted hvor opgivelse var det eneste som var til stede, men gav ikke op, selvom alt i min krop var i enormt alarmberedskab, og alle alarmklokker ringede hele tiden derfra.

Jeg kom så ind i en stilling som Facility manager i en virksomhed, hvor jeg skulle administrere egne ejendomme flere forskellige steder i Aarhus, og stod for alt det praktiske til er erhverve håndværker, stå med fogedsager i samarbejde med advokat, politi og flyttefolk, og havde med udendørsarealerne som jeg stod for. Alt kontakt med beboere, håndværker, administrationen og alle andre der skulle være i disse områder, jeg havde også møder med direktøren og andre medarbejder i denne koncern, stod for rapportering til øvrige ansvarshavende, så vil sige at jeg stod for meget, og kontaktede beboerne selskabet, blev de omdirigeret til mig, da jeg var førstemand derude, og så fik jeg løst det der end måtte være opstået, jeg stod generelt til rådighed meget, så jeg var under et stort pres mentalt og ville bare give så meget, men efter kun 5-7 måneder i stillingen måtte jeg sygemelde mig, hvorfra jeg blev afskediget, og her følte jeg en stor lettelse og følte et stort tomrum.

Men nu kunne jeg arbejde intensivt med mig selv og min psyke, så det gjorde jeg.

Jeg begyndte at tage mig selv mere seriøst og efter at have været i et tilbud i Aarhus kommune, (ÅFR=Åben Fleksibel Rådgivning) lærte jeg at italesætte mine behov, lærte at jeg er okay, at jeg godt må være den jeg er, at jeg ikke bliver dømt og her kunne jeg tale frit, jeg følte mig for en gang skyld hørt, så der kom jeg i et godt sted i livet, desværre gik tiden hurtig, og jeg havde ikke været derinde særlig meget, men kommunikeret med den sødeste vejleder A, som gjorde at jeg følte mig hørt, lettet og faktisk følte at jeg nok skulle klare mig. Så jeg snakkede derefter med min læge, og her blev ”alle” enige om at det bedste nok var at jeg skulle starte på medicin, så jeg kunne få det bedre mentalt, jeg var selvfølgelig enig, da jeg var begyndt og være bekymret for, om jeg kunne finde på at afslutte mit liv, for jeg havde tit haft tanken om at jeg kunne springe ud fra broen, for dette fald vil jeg bestemt ikke overleve, og derfor kunne jeg få fred, så i en lang periode kunne jeg ikke bevæge mig ved broer som var højt oppe, for så fik jeg en tanke om at jeg lige så godt kunne tage springet og få fred, for det var ikke det værd længere. Livsmodet havde jeg i forvejen mistet.

Men det hjalp at jeg snakkede med A som var lyttende og så sød, hun var nok det mest forstående menneske jeg længe havde mødt. Så af hjertet tak for hende og det stykke arbejde hun gør.

Jeg havde også samtaler løbende med min socialrådgiver i Aarhus kommune, som ofte var bekymret for mig, og faktisk også var yderst nærværende i vores samtaler, lyttende og en man følte sig tryg ved, så helt naturligt som med A, så kunne jeg føle at jeg kunne være mig, så jeg begyndte i medicinsk behandling, og tiden fløj, til oktober er det et år siden jeg startede på medicin, og det er jeg stadig på, bare i en større mængde.

I januar i år, har jeg fået en mestringsvejleder som kommer i mit hjem, som er yderst nærværende og en jeg også hurtig har følt mig tryg ved, her snakker vi f.eks. om min seksualitet, hvad der rør sig i mit liv og om mit familieforhold og andre ting som er hårde at snakke om, og det føler jeg faktisk er virkelig godt, hun er meget nærværende og forstående, og viser at hun vil mig på et dybere plan og at hun som A og N også gerne vil mig, så det er så rart og trygt at være under.

Jeg har også fået en tilknytning til S som er min jobkonsulent, hvor vi skal arbejde på en arbejdsprøvning her inden længe, så jeg har mødt mange folk som vil det bedste for mig, og her har jeg lært at der trods alt stadig findes gode folk, selvom jeg til tider har svært ved at forstå det.

Jeg fik i søndags to søde killinger som selvfølgelig tager meget af min tid nu, og her kan jeg mærke deres kærlighed allerede, og det er trygt.

Så alt i alt, er jeg begyndt at komme til et sted hvor jeg kan mærke fremskridt, Det kunne jeg bestemt ikke have gjort uden min læge, A, N, A og S som alle har været med til at skabe et meningsfuld liv med glæde, livsmod og håb for min fremtid. Jeg ved selvfølgelig godt at jeg selv har skulle gå forrest, og det har jeg også gjort, med en lille hånd fra folk som ville hjælpe mig, så stor tak til dem. <3

Jeg var tidligere så flov over at have brug for omsorgsstøtte fra fagfolk, for hvem kan lide en som har brug for det? Mange tanker, for så kan jeg jo ikke finde ud af noget? Folk tror straks at ens hjem er møgbeskidt, at man aldrig går i bad, at man ikke har styr på det økonomiske, at man ikke kan noget selvstændigt, så jeg skammede mig virkelig meget over det, og så det at være i kommunen. Men må også indrømme at jeg har jo styr på alt, med undtagelse at passe på mig selv, men kan godt passe på andre, men ikke når det drejer sig om mig selv. Jeg har også styr på at gå i bad, vaske tøj, økonomi, og generelt alt, men ikke på følelser og at udtrykke dette ansigt til ansigt, men det er noget af det jeg har lært ved at være tilknyttet i de forløb jeg har været i, og at jeg har min mestringsvejleder A, for her har jeg lært at stå op for mig selv, udtrykke mine følelser, og generelt at være den jeg er og uden forbehold, udover at man selvfølgelig altid skal behandle andre som man selv ønsker at blive behandlet, men det ved de fleste jo heldigvis godt.

Så ingen andre dømmer en, baseret på hvor man får sin indtjening fra eller hvor man er i livet, og derfor måske har brug for støtte af en eller anden art, så tænk dig om, for det kan ske for de fleste, som har mistet sig selv, det er det jeg tænker på nu og trøster mig selv med at de ikke ved bedre, og at jeg ikke skal tage deres ord ilde op, uvidenhed skaber uvished og det kan skabe tanker ved enhver, så man skal bare spørge, det forsøger jeg at tænke nærmere over, eller forsøge at forklare det så godt som man nu kan.

For jeg er jo den jeg er og det er ganske udmærket.

Gruppen; Søbys hus har også været et sted hvor jeg har kunne udtrykke svære og tunge følelser, et forum hvor der er plads til alle også dem som måske er udenfor hvad et ”normalt” menneske består af, jeg er så taknemmelig over at der findes så mange gode folk derude, og folk som slet ikke kender mig, men alligevel formår at være der og støtte, også når tankerne er for tunge og jeg ikke kan finde ud af at hvad mig, så er det rart at der findes forum hvor man kan være sig selv, og hvor ingen dømmer en. Så tak til jer også. <3