Først vil jeg gerne takke siden/gruppen her, for altid at være så åben og søde. <3

Udadtil ligner jeg den her smilende og glade gut, men jeg er sønderknust indeni og rimelig ødelagt af det mentale, jeg har altid givet så meget ud af mig selv, og været der for alt og alle, med alt det jeg har kunne overskue og havde af mod.

Jeg har levet et dobbeltliv hele min ”ungdom” altså ikke på det familiære, for det har jeg altid følt mig elsket og været en de fleste kunne lide.

Det er nok mere baseret på egen frygt, tanker, tankemylder, angst, min hårde selv kritiske øjne rettet mod mig selv, jeg har aldrig gjort noget halvt, så alt jeg har følt for, har jeg gjort 300% og mere til, så det betyder også at jeg altid har overanalyseret alle situationer jeg er havnet i og er under, det har skabt en masse glæde for mig, men også en masse had for mig selv og endnu flere øjne rettet på mig og snakken i krogene.

Det gjorde det nok hellere ikke nemmere at jeg har haft skjult min sande identitet, og skammet mig over at være mig, for jeg har ikke været ærlig overfor andre, og det er jeg hellere ikke nu, for jeg siger ofte når andre spørger mig om min seksualitet, at jeg nok er til begge køn, her tænker jeg sommetider om det er fordi jeg stadig er meget flov? At jeg stadig skammer mig? At jeg frygter at andre synes jeg er mindre værd og ulækker? At jeg ikke er god nok, og derfor skal kæmpe mere end alle andre skal, mon ikke fordi det er det jeg altid har formået, nok ikke grundet andre, men fordi jeg igen overanalysere alt, det er desværre min dårlige egenskab at gøre det, for det gør jeg som regel i alt, og grubler over tingene i virkelig lang tid, og andre gange snakker jeg før jeg tænker.

Jeg er selvfølgelig også bare ”et menneske med en masse følelser” ligesom alle andre, og det er det jeg forsøger at sige til andre at de er okay som den de er, men hvorfor kan jeg ikke også minde mig om det overfor mig selv? Er jeg mon ikke klar til at være mig?

Jeg kender jo selvfølgelig hellere ikke til andet end at ”skjule” mig selv og den jeg i virkeligheden er.

Du kan jo hellere ikke sige til en misbruger at de ikke må misbruge deres misbrug, for det er jo ikke noget man bare lige kan stoppe med fra dag til dag. Jeg har jo også altid vidst at jeg synes mænd er dejlige, og det synes jeg nok også stadigvæk, dog ikke at alle er det, men nogle er.

Jeg er 32 år nu, og har jo sådan set vidst at jeg var til mænd siden jeg var 13-14 år Ca. Det er jo også 13 år eller tæt derpå, så det er en lang årrække at jeg har haft mig selv skjult.

Så mange år hvor jeg ikke har kunnet finde ro i mit liv, fordi jeg ikke har vidst hvordan jeg skulle agere og forholde mig i det, da jeg skammede mig virkelig meget.

Jeg har hellere ikke haft en relation hvor jeg følte at jeg kunne være åben og fortælle om det, for jeg skammede mig, og det gør jeg jo nok stadigvæk.

For når alt føles håbløst, har jeg tendenser til at ”flygte” også selvom jeg ved at flygte ikke er muligt, for jeg er nu 32, og har over halvdelen af mit liv tilbage, så det er på tide at jeg faktisk står ved den jeg er, og hvad jeg er, er jo faktisk kun min sag, og ikke alle mulige andres, men tjaaa, flov det må jeg nok erkende at jeg er.

Jeg har ikke sådan det behov som andre har for at italesætte det overfor andre, for det er så svært, at skulle snakke om, og det føler jeg mig ikke klar til.

Jeg prøver at finde mit mod til at begynde i grupper hvor man kan mødes og snakke, men modet er der ikke endnu.

Jeg elsker mit nye ”liv” men er også frygtelig angst for det, for hvad nu hvis?

Ja, jeg ved godt at jeg ikke skal sige” Hvad nu hvis”? Men det gør jeg altså stadigvæk, selvom jeg jo godt ved at det er så dumt. Dumt er måske det forkerte ordvalg, men hvad pokker, jeg skal jo bare være ærlig, og livet er jo ikke altid let, det skal det jo nok hellere ikke altid være.

Jeg tror at vi skal flyve og falde i livet, for på denne måde, så lære man at rejse sig inden faldet sker, og det er jo så det jeg prøver at fortælle mig selv.

Ender jeg med knubs? Ja, det må jeg nok indrømme at jeg gør, skal jeg tænke mindre, Ja det skal jeg nok også, Skal jeg leve mit liv? Ja det burde jeg.

Så når alt kommer til alt, ved jeg jo godt at jeg ikke er som andre og at jeg er god nok som det menneske jeg nu en gang er, også selvom det er svært at være i, og det er et helvede det meste af tiden, fordi jeg er en stor overtænker.

Jeg hader at tænke at andre er flov overe mig, eller at jeg ikke er god nok, for det er faktisk den følelse som jeg ofte sidder med. Men jeg er ikke min seksualitet og min seksualitet er ikke mig, for jeg er mig og seksualiteten er jo ikke baseret på diverse, men hvad jeg gør mig af i private henseender.

Jeg må erkende at når jeg skriver her, så føler jeg mig en smule lettet, og det er meget motiverende, for der sker også vild mange positive ting, såsom at jeg nu er klar til arbejdsprøvning=Fremtiden, at jeg faktisk skal i gang med at træne og få mit selvbillede/selvværd/selvtillid vokset, så jeg ikke skal se så negativt og sort på mig selv.

Men puha, det er en svær omgang. Jeg ved godt at jeg har folk omkring mig som jeg kan snakke og vende mine tanker med, men når man er flov over sig selv og det man er, så er det svært at skulle italesætte overfor andre, for jeg ved jo godt inderst inde at dem der virkelig elsker mig, faktisk er ligeglad med hvad jeg gør og ikke gør, og at min seksualitet ikke ændre deres syn på mig, selvom jeg ikke altid tror at det er rigtigt, for jeg har jo en mening om mig selv og min seksualitet, og det skammer jeg mig over og er så flov.

Så kan man jo sagtens sige at jeg er god nok, men når jeg ikke selv føler det, er det også svært at tro på når andre fortæller det, eller at de siger at jeg er god nok og at jeg ikke skal tænke sådan, men det er nu også bare sådan jeg er.

Jeg har jo alligevel haft min identitet skjult i ufattelig mange år, så det er noget jeg lige skal lære at kontrollere og ændre synet omkring.

Men jeg ved også at jeg går en god tid i møde, der sker så mange gode ting, så det er det jeg vil fokusere på, jeg har da også troen på at jeg ændrer mit syn på mig selv, i takt med at jeg begynder at se fremskridt på mig selv, ift. Træning og at jeg kommer mere ud, begynder i arbejdsprøvning, osv.

Får mine gamle interesser tilbage og kæmper mig stille og roligt op, så skal det hele jo nok gå fint. Tror du ikke? <3

Tak for dig, tak for at læse hertil. Jeg ønsker dig alt godt. <3