-
Uuuhhhh, ja, det er et svært emne.
Jeg har i mange år, gået med en antagelse om at jeg ingen seksualitet havde, men masser af kærlighed. Det var en illusion.
Manden jeg var gift med, var impotens, (laaang historie), men hvorom alt er, fandt vi vores egen vej i det de første 10 år af vores ægteskab. Alligevel dør min lyst, gennem årene, og i de sidste 10 var der så slet ikke sex på dagsordnen, overhovedet. Jeg troede længe at det var min skyld, jeg havde dårlig samvittighed. Nu er vi skilt, på grund af hans utroskab. Som jeg siger, 5 fingre i dåsen er også utroskab, og når jeg nu ser tilbage har der flere flere kvinder i spil hos ham.
Jeg er nu begyndt at lytte til min krop, og forstår hvorfor den har lukket ned.
Jeg har fortrængt nogle overgreb fra barns ben. Både af min storebror og en berider fra den rideskole jeg gik på som barn. Konsekvensen af disse overgreb har været, at jeg aldrig har turde definere min egen seksualitet, men, som jeg plejer at sige, jeg har stillet mig til rådighed. Det er sgu lidt kompliceret nu når jeg skal beskrive det.
Hudsult og sex, har på en eller anden måde hængt sammen i min forståelse af nærvær, helt tosset, ved jeg nu. Jeg har derfor altid passet på at min mand “ikke kom for tæt”, da han så tolkede at baren var åben, og kun på hans præmis.
Jeg er heldigvis også sådan en, der kan ha det traumatisk og samtidig være nysgerrig på hvor det kommer fra. Derfor gemmer jeg mig heller ikke så meget med det længere.
Det betyder også nu, at jeg er fri, og indser, at for nogen, har sex været smukt, men ikke for mig. Jeg har lidt tabt pusten i tanken om at starte forfra med en kærlighedsrelation, da sex implicit er/kan være en del af det, og så mærker jeg præstationsangst.
Nå, det var lidt om mig. Jeg tror stadig på at kærligheden findes…….for nogen. Og hvem ved, måske en dag også for mig. Men jeg har det godt ☺️