Det sved i øjnene og åbnede for et stille frit løb af salte tårer at læse dette opslag, fordi det ramte en meget velkendt følelse i mig. For et par dage siden havnede jeg selv i mørket, der hvor alt står stille, hvor det fysiske ubehag gør mig handlingslammet, der hvor jeg ved det er alt for farligt at være. Farligt fordi netop håbløshed og magtesløshed bliver så altomgribende og buldre frem i alle tankerne. Ja det også en del af livet og når man er ude i lyset igen så er det nemmere at acceptere det. Men når man er lige midt i det , så er det jo netop altomgribende og kan virke lammende.

At blive holdt om uden ord, bare en tæt omfavnelse og stille accept fra et menneske jeg har tillid til, er det der får mig til at trække vejret roligt. Derefter kan jeg i meditation acceptere det der er og møde alle følelser med kærlig opmærksomhed. Og dermed vide at netop opdriften og livskraften har mig .❤️