Når jeg er skrøbelig, har jeg svært ved at filtrere de indtryk, der opstår, når jeg er omgivet af mennesker.

Alt bliver suget ind, centrifugeret og analyseret, indtil det ender i et stort virvar, som sætter sig som uro i kroppen.

Lige indtil tiøren falder.

Og jeg opdager, at jeg er faldet i gryden.

Den gryde, hvor andres råd, antagelser, meninger og analyser af mig pludselig bliver til mig.

Jeg kommer til at tage det hele personligt.

Men så husker jeg:

Andres tanker og analyser om mig siger intet om, hvem jeg er.

Men meget om de filtre, de selv ser verden igennem.

Det er ikke, hvad andre siger til mig,

men hvordan jeg forholder mig til det.

Og når jeg ser dét, falder jeg til ro.

Tilbage i mig.

Ind i hende, jeg virkelig er.

Hold nu op, hvor er meget af min uro skabt af, at jeg har taget, og stadig, indtil jeg opdager det, tager andres ord personligt.