På livets vej ser vi dagens billede af det vi ser i nuet, vi kan måske mærke fortiden og sommetider ane at fremtiden er lige foran os på livets lange vej.

Forstil dig at du går på en lang landevej som går ligeud hele vejen, lige pludselig falder du over en sten, du vælter og slår dig, men du rejser dig op igen, kigger hvad der er sket og går videre, det kan måle sig ligesom i livets vej. Sommetider i vores liv mærker vi faldene, her skal vi bare koncentrer os om at fokusere på at nutiden er det vigtigste sted at være og at bygge videre, så selvom vi møder en masse bump og vi gentagende gange falder og sommetider over de selv samme kolbøtter som tidligere, her skal vi jo så lære af det og tænke over hvorfor det sker igen, kigge indad og prøve at finde fodfæste i at vi skal ændre vores tankegang og måden vi måske agere og tackler livets skæbne på?

Vi kan jo spørge os selv om følgende, Hjælper det os selv at surmule? Skal vi rejse os og komme videre? Skal vi være offer for vores egen og andres ulykke?

Svaret er ganske enkelt nej, vi skal ikke finde fejlene, men derimod rette op på de fejl vi begår i livets lange vej, for selvom det går ligeud, så kan der stadig være små fald, endda også store fald. Andre gange er vejen op og ned, lange bakker og bakker der går langt ned, men her finder vi modet frem og kæmper os fremad og kigger os ikke tilbage.

Lige nu er jeg selv i en lang proces, ikke bare på det psykiske/mentale, seksualitet, accept, familiære forhold og mit egen dømmende ansigt overfor mig selv.

Jeg er begyndt at være mindre pleaser, men når man så siger fra, så går alt i mod en, og det er her man skal vise sin styrke og kæmpe endnu mere, jeg tror på at livet giver os modspil og at det er en måde hvorpå vi skal lære at tackle de problemer der end måtte komme på vores veje, og her skal man finde sin indre kæmper frem, også selvom det betyder at man tager sine egne kampe i stilhed og alene.