Tanker der er beskrevet så dybt og som er hårde at erkende, men jeg vil dog takke denne side og facebook gruppen for en god støtte, af hjertet tak for jer alle og enhver! <3

Denne skrivelse er lang, og går ind over mine dybe følelser, følelser jeg har svært ved at håndtere. Følelser er for mig noget jeg helst vil undgå, hvorfor jeg faktisk ikke har det samme overskud som ”almindelige mennesker” for det som ”normale” kan overskue, kan jeg have enorm svær ved at tackle og have følelser der i bund og grund ødelægger mig mere end det gavner.

Jeg har drømme om mine tidligere ting i livet som jeg har gennemgået, tragedier hvor jeg blev forsøgt dræbt, blive stalket ind ad vores vinduer i stuen, alle de svigt jeg har oplevet, og så meget andet, at det halve kunne være nok.

Jeg kan sagtens sige at jeg vil så meget i mit liv og at jeg vil udrette mirakler, og at jeg kan det hele, for det er min stolthed som bæger præg på det og hvad jeg inderligt ønsker skal ske for mig. Jeg har altid formået at klare mig selv uden at skulle være ”afhængig af andre og deres ord” men sommetider vælter alt for mig.

Jeg kan også mærke at jeg har et større behov for ”voksen snak/kontakt” lidt som om jeg har manglet det, uden at vide det, for jeg har altid skulle stå op for mig selv og kæmpe.

Jeg har haft en god opvækst og har aldrig manglet noget der, udover at en far skulle kunne magte sin opgave som far, han begyndte først rigtigt at vise oprigtig interesse i mine voksne år, og her bebrejder han mig kontakten, selvom han aldrig har formået at have en far/søn snak, eller det som en far taler med sin søn om, så for mig har jeg ikke en far, udover at det findes biologisk set, altså på min journal i systemet, men rent teoretisk set føler jeg ikke at jeg har en. Udover at jeg altid er blevet beskyldt for at have en masse gæld, fordi jeg har flyttet så meget, så det bruger de deres tid på at snakke om, men har altid betalt indskuddet selv førhen og skylder ikke noget på boligposten, udover et par indskudshjælp via kommunen, men det afdrager jeg på, og da jeg flyttede i Tilst over 20 gange, har jeg selv betalt og aldrig fået gæld derpå. Men det går deres snakke på. (min ”Far, hans kone og deres irriterende datter”) har altid haft et eller andet imod mig, for jeg har ikke været som dem, og faktisk altid gået mine egne veje og aldrig lyttet til folks snakke eller pladder i hjørnerne. Altid holdt mig for mig selv, og ikke været den opsøgende ift. Familie.

Men alligevel er jeg en dårlig bror, søn og at jeg ikke vil dem, det har jeg hørt på hele livet, altid været øjeblikke hvor de har sagt alt muligt sygt til og om mig, altid været dømmende over hvad jeg gjorde, altid sagt at hvis jeg fandt sammen med en fyr så skulle de vide det som de første, for det var pinligt at de ikke vidste noget, og her boede jeg altså med en daværende ven, og vi var bestemt ikke kærester, vi hang bare meget ud, da vi jo boede sammen på daværende tidspunkt og havde et ok sundt venskab.

Jeg har derfor altid stået op for mig selv, for INGEN andre gjorde det, altid skulle jeg forsvare mig selv, så for mig var det nemmeste bare at stå alene og ikke have for mange relationer, for jeg er ikke god til at man snakker om mig i krogene, eller har en urigtig mening om mig, baseret på rygter, så hellere være alene og ensom.

Det har så også betydet at jeg har været uheldig i de relationer som jeg har været under og i, for det har skabt en masse usikkerheder i mig og at jeg skulle have kontrol over hvem og hvad jeg havde i mit liv, det er enormt tidskrævende at skulle vide at man ikke er god nok og at man skal være en anden person for at kunne falde ind, det har skabt mig enorme selvværdskomplekser og mindreværds komplikationer. Det har skabt et ”uhyre” i mig i den forstand, at jeg hele tiden skulle analysere alt hvad der skete og det som skete omkring mig, at jeg ikke fortalte mere end jeg kunne tåle at høre igen og det der var værre. Så min tillid til mig selv og andre blev mindre og mindre som dagene og årene gik. Så jeg er en enspænder der fungerer bedst alene, for så er der ikke noget at skulle forholde sig til, eller folk som ikke vil en det godt, dette betyder også at det er gået udover alt og alle. Hånden på hjertet kan jeg nok sige at ingen kender den virkelige mig, for jeg har aldrig ville lukke folk helt derind, hvor de kunne såre mig, for det havde jeg oplevet alt for mange gange, og så af folk tæt på en, hvor man skulle mene at de ville varetage en på den bedste måde.

Problematikken er nok også at de fleste ikke ved hvor grænsen går, og at de ikke formår at leve op til det funktionelle i at skabe en eller anden relation, som kan være varig og som er sund, for vi er jo alle individer som har været gennem hårde og mindre hårde perioder, og det er så dem vi er nu, og det er ikke alle der har den sunde fornuft i at være ordentlig og behandle andre som man selv ønsker at blive behandlet, og der går fejlen ofte ved hinanden.

Jeg forsøger dagligt at finde smilet frem og at være den bedste version af mig selv, men må da indrømme at det sommetider er enormt svært at gøre, og specielt når man har dybe følelser og faktisk ofte er alene. Jeg vil ikke betegne mig som værende ensom, men så man mig ude fra og så det liv jeg lever, vil mange nok alligevel definere mig som værende ensom og ”forladt til sig selv” og ikke have en eller flere relationer som er der, udover hvis de vil have noget ud af det.

Jeg har nok også svært ved at skabe og have relationer i for lang tid ad gangen, for det med at folk forventer at jeg skal det og det, det kan jeg ikke, det er altid på andres præmisser og jeg kan sagtens gøre noget for andres præmisser for det har jeg altid gjort i alle mine voksne år, så nu er det på tide at jeg gør noget anderledes, og gør noget godt for mig selv og ikke kun alle andre, for i sidste ende er alle andre bare folk som vil køre rundt med en, til de får det de ønsker.

Jeg kan også mærke at jeg ikke ”egner” mig til at have børn eller dyr, for der er noget man forventer og noget man skal, jeg synes også at det lyder så sært at man ikke egner sig til det. Men jeg bliver enormt hurtig fyldt af indtryk, stressende tanker, uro og magtesløshed, og ved at jeg f.eks. skulle få børn vil jeg være så stresset hele tiden, og det vil være så synd for dem, partner og mig selv, og kæledyr har jeg ikke økonomi til, og mit overskud er der hellere ikke, selvom jeg både elsker dyr og børn, men jeg kan ikke overskue det fast, det er fint i små mængder, eller ferier, men ikke at jeg bor med dem, det kan jeg have svært ved at håndtere, hvorfor jeg også har valgt at finde et nyt hjem til Max og Molly, for jeg synes det er synd at jeg ikke kan give dem det de skal have, og nu bor jeg i et lille 1 værelses, så det er ikke fordi der er meget plads, så det er det jeg nået frem til, og så skal jeg ikke have dyr igen, eller børn, jeg har mine niecer en gang i mellem og det er ganske fint, men ønsker ikke egne børn.

Det er også en af grundene til at jeg skriver tanker ned, for at komme ud med mine følelser, og sommetider sletter jeg så disse igen, for det er ofte tunge tanker, om at jeg ikke kan mere. De følelser fylder i perioder virkelig meget, og er svær at snakke om.

Jeg har generelt svært ved at håndtere mine følelser, frustrationer, uvenskaber, illoyale relationer og sommetider har jeg svært ved at håndtere for mange mennesker på en gang i mit privatliv, selvom jeg virkelig ønsker alle, men mit overskud er der ikke, og dette har jeg aldrig haft. Jeg kan sagtens have relationer, men det skal ikke fylde for meget, for det vil i sidste ende skabe for meget uro, og så når jeg ikke er på talefod med folk, at jeg bliver snakket nedværdigende til eller man har en eller anden træls attitude.

Jeg bor også alene nu i Hasselager, hvor jeg har en nabo der ryger hash konstant på den ene side og den anden side er hun en sådan træls type, en rigtig ”Karen” type, som tror hun er bedre end alle andre, så jeg forsøger egentlig bare at passe mig selv og ikke gøre mig upopulær i området, for jeg har skabe meninger, men der skal også meget til før jeg føler det vil træde frem, via konfrontationer. Men i og med at jeg har været udsat for stalkende typer og hun er begyndt at overbeglo når hun går forbi, får jeg bare flashback tilbage til andre oplevelser jeg har været i, og det skaber en eller anden frygt for mig, men jeg kan da heldigvis håndtere den, og ser ikke hende som en stalker, men som en ”Karen” for hun glor bare, og det skal man jo også bare gøre.

Når alt kommer til alt, så føler jeg da at jeg er på rette spor, og at retningen sommetider komme med bump, men sådan er det med den rejse jeg er på, og så må jeg bare tænke, at det også er kedeligt hvis vejen bare går ligeud, så falder man jo i søvn, så der er bump på vejen, gør jo bare at man mærker livet og dets udfordringer.

Jeg er sommetider der hvor jeg føler at livet først giver mening når man ved hvad der skal ske, og på den anden side kan man jo hellere ikke spå fremtiden, men man kan fokusere på nuet og sørge for at få en stabil nutid og senere fremtid, at vi jo ikke skal kigge bagud eller i sidespejlene, men foran, der er jo en grund til at forruden er større end alt andet, vi skal se fremad og fokusere på det vi kan ændre.

Jeg elsker mine haver, mit rækkehus og dette område, og jeg kommer ofte ud og handle efter at jeg har fået lejet min elcykel, dog er jeg bekymret for at det kan vælte min økonomi, da jeg giver 599.- Det havde været rart med et tilskud til det. Da der ikke skal meget til før ens økonomi kan vælte, når man er på ”kontanthjælp” for det er jo hårdt mentalt, økonomisk og kan sommetider være udfordrende, men alligevel kan jeg se fremskridt efter at have fået denne elcykel, jeg vælger at cykle tæt på dagligt og handler ind nu i Rema1000 ved Hovedvejen og sommetider i Netto ved Skov Kolt vej. Så jeg kommer da mere ud end tidligere, og skal jeg noget inde i byen, f.eks. møder så vil jeg bestemt også benytte mig af min nu lejede elcykel, da jeg er motiveret med denne, men det er en dyr løsning, og har ikke råderet til at købe min egen elcykel, men et tilskud ville jo hjælpe mig økonomisk, men det vil kommunen ikke hjælpe med, de vil gerne at man skal alt muligt og mere til, men at hjælpe en til at kunne komme videre, er ikke i deres interesse, så havde man jo nok valgt at være behjælpelig herfor.

Men på den anden side, så har kommunen og de 100 forskellige sagsbehandlere jo hellere ikke vist mig at de vil mig det bedste, jeg er blevet kastet rundt i systemet, sendt ud i diverse tilbud af skole og praktikordninger, og alligevel selvom fagfolk har sagt at jeg havde diagnoser, så vælger man at se bort fra dette og alligevel trække en i penge, fordi man ikke kan møde op til de aftalte ting som de i øvrigt kastede en ud i, jeg ved godt at livet går videre, men man skal også forstå at det er svært at komme videre i systemet, når man ikke blev hjulpet i tide, havde de reageret tidligere, så stod jeg et andet sted i livet nu, men de fastholdte mig i diverse, og beskyldte mig for at være dranker, doven og have misbrug af stoffer. Men alligevel skrev de i mine journal, at jeg led af et eller andet, dette blev skrevet af flere, og alligevel gjorde kommunen ikke yderligere. Der kom fortsat beskyldninger efterfølgende, til trods for deres egne ord.

Så hvordan skulle jeg kunne komme videre, når kommunen begår den ene fejl efter den anden, men ingen tager eller tog ansvar for denne behandling, og det er enorm svært at komme videre i et system som ellers har vist et så meget had og bagtalende ord.

Så når jeg kigger tilbage på mit liv, aner jeg ikke hvorfra min stædighed opstod, og hvordan jeg til trods for alle mine nedværdigende oplevelser faktisk stadig står her og er i live, hvor meget kan et menneske holde til? Jeg kunne snildt sætte mig over i hjørnet og græde, og beklage mit liv og de personer på alle kanter har behandlet mig, men jeg har aldrig været et ”offer” og det vil jeg aldrig blive.

Jeg kan dog stadig undre mig over hvor alt dette stammer fra, hvor alt min kraft er fundet henne?

På det ene sted bliver jeg stolt over hvordan jeg har tacklet det og hvor jeg er nu, til trods for dette, og på den anden side, er det også vildt bekymrende at et system kan ødelægge en så meget, når man tænker over at systemet skal hjælpe en videre på bedstevis, jeg er dog også klar over at systemet for 10 år siden er anderledes end nu, og at der er sket meget.

Men det undskylder ikke denne ”oplevelse” som har været ødelæggende over mig og mit syn på andre mennesker.

Generelt er jeg typen der ikke lader mig overtrumfe af negative mennesker og deres syn på mig, men alligevel må jeg da indrømme, at når det sker både i mit privatliv og i kommunen, så begynder man at miste sig selv mere og mere, og her vil man bestemt ønske at der var en eller flere som faktisk valgte at være ”voksen og tage ansvaret” men de findes næppe og ej i kommunen, der er der ingen samvittighed, for der er man bare et nummer og en ”byrde” og noget som skal overstås.

Jeg vil dog slutte af med at jeg ikke er et offer, men jeg er Jesper og han er en ”kæmper” og så ”alene” og her kan man opnå mirakler, jeg tror at jeg nok skal komme videre, men det er bestemt ikke grundet kommunen, men fordi jeg vil videre fra kommunen.

Jeg ønsker egentlig bare fred fra kommunen, altså fra et system som alligevel bare vælger at ødelægge en mere og mere, og fastholde en nede.